Anmeldelse / Live / Søndag d. 16-07-2006 kl. 01:36

Sting
med Fiction Plane, Rådhusparken, Århus,
lørdag d. 15. juli 2006

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt
Foto: Morten Rygaard www.mortenrygaard.com

GAFFA		4 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Veloplagt frontmand med anonym backing spillede smukt solen ned bag Århus

+ Se hele galleriet

Efter en uge med jazzfestival i København er det blevet tid til Århus' årlige jazzuge. Og et af årets absolutte hovednavne er Sting, selvom man med god ret kan hævde, at han ikke har ret meget med jazz at gøre bortset fra en frasering, en harmoni og en solo i ny og næ. Men et verdensnavn er han, og derfor var en del af bymidten afspærret og pladsen omkring Rådhusparken inddraget, så der kunne blive plads til 13.000 personer til den udsolgte udendørskoncert.

Fiction Plane
Inden aftenens hovednavn skulle vi dog varmes op med Fiction Plane. Den engelske kvartet har udgivet et album tilbage i 2003, men det er endnu ikke udsendt officielt herhjemme, så derfor er de nærmest ukendte på disse breddegrader. Men forsanger Joe Sumner er såmænd søn af Sting, og så kan han jo lige få en supporttjans.

Stemmemæssigt slægter Sumner junior ganske meget på, tilsat en knivspids Chris Martin-klynk (det var positivt ment), men Fiction Planes musik er betydeligt mere guitarorienteret og lægger sig i forlængelse af det sidste halve årtis følelsesfulde, småstorladne britiske guitarpoprock med Coldplay, Doves og Muse som de tydeligste referencepunkter. Absolut ikke ueffent, og Fiction Plane kan også skrue nogle ganske iørefaldende sange sammen, selvom det kniber noget med originaliteten, og der også sneg sig lidt metervare ind i deres 40 minutter lange sæt. Men de har potentiale til noget større – med eller uden farmands hjælp. Og så hedder deres bassist Dan Brown, og det er da meget sjovt.

Sting
Solen stod smukt og lavt på himlen, da Sting på slaget 21 gik på scenen med sit ganske lille band bestående af den mangeårige samarbejdspartner Dominic Miller på guitar, Lyle Workman ligeledes på guitar og Abe Laborial Jr. på trommer – og ham selv på bas, naturligvis. Altså rockens urbesætning. Sting er for tiden på sin "Broken Music Tour" med sange fra hele bagkataloget, også Polices, i rå og upolerede versioner. Og det var da også forholdsvis upoleret, da Sting til publikums udelte begejstring indledte koncerten med et af Polices største hits, "Message In A Bottle". Oven i købet med en absolut hæderlig lyd og en særdeles velsyngende Sting helt i front i lydbilledet.

Sådan fortsatte det gennem en lang række af numre fra både Stings solokarriere og Police-tiden -– både storhits som "If I Ever Lose My Faith In You" (Sting solo), Every Little Thing She Does Is Magic" og "Roxanne" (begge Police) og mindre kendte numre som solosangen "Why Should I Cry For You?" og Polices "Synchronicity II" og "Driven To Tears". Med hovedvægten på det lidt ældre materiale – Stings seneste, tre år gamle og unægtelig småkedelige album "Sacred Love" var således ikke repræsenteret. Og sangudvalget lod til at behage det tydeligt tilfredse publikum, hvor flere generationer var repræsenteret, og hvorfra der koncerten igennem blev smidt en anselig bunke roser op til kapelmesteren.

Anonym backing
Sting var da også selv ganske veloplagt og dirigerede rutineret fællessang og klap, selvom det næsten var overflødigt. Bandet omkring ham, bestående af musikere, der kunne være hans børn, var yderst kompetente – og leverede fint korarbejde – men også noget anonyme, og det var først, når Dominic Miller skiftede fra elektrisk til akustisk, spansk guitar – i de hjertemasserende ballader "Shape Of My Heart" og "Fields Of Gold" – at han trådte rigtigt i karakter. Lidt af en skam, og faktisk var den barberede besætning noget af en hæmsko for Sting, når musikerne nu spillede så anonymt. Tydeligvis har Sting ønsket, at sangene og ikke alle mulige instrumentale udflugter skulle være i fokus – delvis ulig hans plader – men man stod nu og ærgrede sig lidt, når der nu for eksempel ikke kom nogen sopran-saxofonsolo i mellemstykket i "Englishman In New York" – og heller ikke noget andet, heller ikke en jazzet guitarsolo, som Miller jo ellers snildt kunne have lagt ind. Derudover blev de fleste af sangene leveret i versioner, der lå tæt på albumudgaverne – kun "If You Love Somebody, Set Them Free" var forholdsvis radikalt omarrangeret i en langsommere, mere afdæmpet, ganske smuk og, kan vi vist godt tillade os at sige, en lille smule jazzet version.

De noget anonyme musikere var dog stort set eneste anke, man kunne have over aftenens koncert. Ja, og så længden – i alt 90 minutter inklusive ekstranumre var lige det korteste fra en kunstner med så imponerende et bagkatalog som Sting. Men da solen var gået ned bag scenen, og Sting sluttede af med et af sine allersmukkeste numre, "Fragile" – denne gang med ham selv på tårekanalangribende spanske guitar – ja, så var det svært ikke at blive grebet over musikken, stemningen og den lune sommeraften. Med andre ord: Musikken var alt andet end broken.