Den tidligere bøffel-rytter tæt på at drukne i kunstnerisk lavvande

Grant-Lee Phillips’ gamle band Grant Lee Buffalo blev af kritikere og kollegaer udråbt som en sand åbenbaring, da de entrerede den musikalske løbebane i 1993 med ny-klassikeren Fuzzy. Yderligere tre album blev det til, og samtidig med at den kunstneriske kvalitet støt og roligt dalede, gled trioen fra hinanden. Phillips søsatte en så som så solokarriere i 2000 og er nu nået til sit fjerde udspil. Her har amerikaneren kastet sig over noget, der normalt vidner om gevaldigt kunstnerisk lavvande, nemlig et coveralbum. Der er ikke umiddelbart nogen rød tråd i sangudvalget, udover den at vise, at Phillips har god smag, når det gælder 80’er-musik, selvom det øjensynligt havde været mere interessant at se ham takle et par tacky kitch-hits. Der, hvor pladen fungerer bedst er, når Phillips får fortolket sangene, så de ikke bare lyder som en akustisk gennemgang af originalerne. Bedst er Pixies’ Wave Of Mutilation, der har fået en country-sjæler-remake komplet med sørgelig pedal-steel, samt The Smiths’ i forvejen sørgmodige Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me, der i Phillips’ version får Mr. Weltschmerz, Morrissey, til at lyde helt optimistisk, hvilket er lidt af en bedrift i sig selv.