Aalborgdrenge leverer mesterlig progressiv power metal
Dette fjerde fuldlængde-udspil fra aalborgensiske Mercenary er samtidig også bandets hidtil bedste. Det skyldes ikke mindst, at de seks musikere denne gang har taget skridtet fuldt ud og har vægtet den progressive power metal i endnu højere grad, uden at det er gået ud over musikkens slagkraft og tyngde. Der bliver fortsat brugt growl og brøl, men i et meget behersket omfang. Det betyder til gengæld, at Mercenarys lyd på én gang fremstår langt mere original, selvstændig og homogen. Samtidig med at der er mere melodisk gods i godteposen. Forsanger Mikkel Sandager har ganske enkelt bedre materiale at arbejde med på The Hours That Remain. Og han leverer en blændende præstation. Det er der masser af ypperlige eksempler på. Tag midtemponummeret My World Is Ending eller det mere hårdtslående Soul Decision. Begge sange har vinderomkvæd. Læg hertil, at bandets spil er blevet mere selvsikkert og varieret, og du står med et af årets hidtil bedste danske metaludspil.











Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.