Joan As Police Woman
Lille Vega, København

Foto: www.ryming.dk

“I know it was better for me than it was for you!” Dette øjeblik af storsmilende skråsikkerhed kom oven på den første af de par ultrakorte pauser, hvor en forkølet Joan måtte se sig tvunget til, helt ublu, at pudse sin snottede næse foran publikum. At de temmelig humørfyldte fremmødte fik mindst lige så meget – hvis ikke mere – ud af hendes små, selvironiske indslag er en anden historie, men én ting stod i hvert fald klart; der skal mere end en sensommersnue til at snuppe glansen fra Joans helt fabelagtige, fortryllende vokal.

Aftenen stod i romantikkens tegn; både Joan og scenespotten var klædt i stramtsiddende rødt, og de to allierede bandmedlemmer havde i aftenens anledning sat roser på tøjet. Dette tema var sådan set også ganske rammende for de ofte melankolske sange, som næsten alle blev præsenteret med en energi der gjorde det næsten umuligt ikke at absorbere hele molevitten under huden.

Joan As Police Woman spillede næsten hele Real Life samt en god håndfuld numre, som ikke er at finde på debuten. Stærkest stod "Save Me", der med perfekte, vokale fraseringer, markante beats og en skarp blanding af rock og soul for alvor beviste, at Joan hører endnu bedre hjemme på scenen end i studiet. Den smukke "Anyone", den stille "We Don’t Own It" og den dæmpede "Real Life" ramte også lige i mellemgulvet og den uundgåelige (og dog beskedne) barbering af numrene, der må blive resultatet af en tour med kun i alt tre musikere, havde overraskende nok en udelukkende positiv effekt på kompositionerne. Faktisk var simpelheden et plus og gav på trods af en ødelagt distortionpedal kun numrene – og Joan – et mere direkte, specielt og pågående udtryk, som man ikke i ligeså høj grad finder på pladen.

Samtidig slugte menneskemængden råt den heftige blanding af jokes, intimitet og energi, og bandet, især Joan, var tydeligvis henrykte over at stå på scenen i Lille Vega, hvilket skabte et ret massivt grundlag for god publikumkontakt. Tre ekstranumre skulle der til for at afslutte koncerten, hvoraf det sidste var en coverversion af David Bowies ”Sweet Thing”, et nummer, som Joan fremførte alene – og som hun fik gjort til sit eget. En overraskende fin koncert, der kun nærer håb om endnu en plade – og lige så lovende, fremtidige koncerter.