Multitalent krænger sin forpinte singer-songwriter-sjæl ud

David Christian Pajo fortsætter sin rejse som den ensomme strejfer på sit andet udspil 1968, hvor han med en svimlende smuk singer/songwriter-rock nok sætter sit eget aftryk, men også knæler på bedetæppet foran Simon & Garfunkel, George Harrison og ikke mindst Elliot Smith. Alligevel er der ingen tvivl om formatet, for Pajo har et frygtindgydende cv i alternative rockkredse. Har spillet med alt og alle lige fra Billy Corgans Zwan til Slint, Tortoise og Bonnie "Prince" Billy og udgivet under synonymet Aerial M og Papa M. Pajo har rykket sin private laptop op og har undfanget 1968 i et rigtigt pladestudie, hvor han selv betjener alle instrumenter. Numrene er stadig tyste, men har fået et mere fyldigt underlag, hvor piano, elektrisk guitar og strygere står smukt om side med Pajos tryglende vokal. Under de smukke toner gemmer der sig dog et mørke på tekstsiden, hvor Pajo forløser sin forpinte sjæl med emner som desperation, undergang og frelse, hvilket gør numre som Who's That Knocking?, Prescription Blues og Cyclone Eye til små underværker.