Anmeldelse / Live / Lørdag d. 12-08-2006 kl. 13:30

Beck
Tivoli, København,
fredag d. 11. august 2006

Anmeldt af Mads Stensen

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Kontrasterne var sat stærkt op mod hinanden, og der blev både vist stor spilleglæde og ligegyldighed

+ Se hele galleriet

Beck har altid været en underlig størrelse og svær at sætte i bås. Han har gennem mange år taget lidt her og lidt der fra forskellige genrer og har formået at definere sin egen udtryksmåde. Derfor er kamæleonen Beck svær at sammenligne med andre. Hans stil er på en og samme gang både lidt kikset og samtidig gennemført tjekket. De 12 år, der er gået siden udgivelsen af Becks debutplade ”Mellow Gold” til i dag, hvor Beck er på trapperne med en opfølger til 2005s ”Guero”, har budt på en lang slingretur med afhop i mange retninger – en karriere fyldt med kontraster.

En seance med store udsving i flere retninger var koncerten i Tivolis Koncertsal også. En kontrastfyldt koncert. Desværre var det ikke alt sammen lige godt.

Et blakket helhedsindtryk
Der var ellers lagt op til et af de helt store brag, da lyset sænkede sig i salen og tonerne til ”Loser” tonede frem. På scenen var der opsat et dukketeater, som forestillede scenen i lille udgave med dukker af Beck med band, der mimede sangene. Denne lille skueplads blev af to kameraer kastet op på storskærmen, en seance der i øvrigt fortsatte koncerten igennem, hvor dukkebandet faktisk spillede en stor rolle gennem koncerten – et bestemt vellykket og underholdende påfund.

Dukkebandet startede koncerten, men da ”de rigtige” Beck og co. blev fadet ind over åbningsnummeret med live-versionen af ”Loser”, stor det klart med det samme: Lyden var fortvivlende dårlig. Specielt Becks stemme flød ud i en mumlende grød i en sådan grad, at man ikke kunne skille ordene fra hinanden. Det gennemført cool og funky band havde også lidt problemer med den buldrende rocklyd blandet med funkelementer, og rytmerne blev en smule rodede. Man må desværre nok sige, at Tivolis Koncertsal havde store problemer med at formidle budskabet fra distortionpedalerne til publikum, og den dårlige lyd ødelagde en del af helhedsindtrykket.

Under den første halvdel af koncerten blev det ene up-tempo nummer efter det andet langet ud over scenekanten, men hits som ”Devil's Haircut”, ”Mixed Bizness” og ”Nicotine & Gravy” virkede på trods af deres festtempo tamme. Bandet virkede mere oplagte end den stillestående Beck. Specielt altmuligmanden og perkussionisten havde under flere numre den opgave at agere dansenørd, og flere gange dansede han rundt på scenen som en anden danseklovn. Det var et pudsigt modstykke til Beck, der ved tidligere koncerter har været den dansende fjollerik på scenen.

Super afslutning
Først midtvejs i koncerten blev den tamme struktur brudt op. En mere akustisk og afdæmpet anden halvdel af koncerten forvandlede det dårlige indtryk til det modsatte. Lyden var nu betydelig bedre, man kunne høre, hvad Beck sang, og pludselig swingede sangene mere harmonisk. Det var egentligt ret underligt, men det var som om, at de afdæmpede sange satte mere gang i både publikum (der ellers havde været meget stille), bandet og Beck selv. De afdæmpede numre ville normalt have virket som et pusterum over for den tempofyldte start, hvor man kunne læne sig tilbage i sædet og slappe lidt af, men det udviklede sig faktisk modsat.

Bandet fik midt i det akustiske sæt sig en slapper ved et opdækket spisebord på scenen, hvor de fik serveret mad og et glas vin, mens Beck alene gav en anderledes version af bl.a. ”Debra”. Bandet begyndte stille og roligt at falde ind i sangene igen, som en jammende rytmesektion der spillede på tallerkener, bordkant og glas. Seancens højdepunkt var ”Clap Hands”, der med ovennævnte rytmesektion virkelig groovede og fik folk fra salen med på klap. Det var samtidig sidste nummer, men stemningen i salen var nu kommet på kogepunktet, og under dans og fest i salen kom Beck og band da også tilbage med fire ekstranumre i posen. Nu virkede de tempofyldte numre bedre, og ”Where It’s At” og ”E-pro” afsluttede aftenens koncert med bravour.