Motörhead
Bøgescenerne, Danmarks Smukkeste Festival

Fra første akkord gjorde Lemmy og co. det klart, at det handlede om ufortyndet rock’n’roll – simpelt, højt og uden nåde. Det kan godt være, at Lemmy er 61 år gammel, men det kan ikke ses eller høres, når han står på scenen med sine bandbrødre, Phil Campbell (guitar) og Mikkey Dee (trommer).

Bandet spillede tæt på 20 sange, og hver eneste af dem var spækket med en energi og overbevisning, som de fleste bands i dag kunne lære meget af, for jeg har sjældent oplevet så rebelsk, rabiat og uregerlig musik fremført så autoritært. De her gutter, de kender altså hinandens musikalske intentioner til fulde, og det kan mærkes i form af et kæmpe overskud på scenen, der gør, at man som publikum altid føler sig i trygge, om end anarkistiske, hænder.

Højdepunkter var der mange af, blandt andet bandets charmerende flabede og afslappede omgang med publikum, og også bandets crew, der fra tid til anden bragte øl ind til bandet, og sågar på et tidspunkt madede Mikkey Dee med øl, mens han spillede. Men musikken var det største, hvor specielt fandenivoldske sange som ”Love Me Like a Reptile”, ”Metropolis”, ”Ramones” (som Lemmy i øvrigt proklamerede bliver pensioneret efter denne tour), ”Going to Brazil” og selvfølgelig klassikeren ”Ace of Spades” kom ekstra godt igennem.

Lydstyrken var i top fra start, og blev, så vidt undertegnede kunne fornemme, skruet yderligere op under koncerten – så hvis Spinal Tap havde forstærkere, der kunne skrues op på 11, så må Motörheads gå op til 12. Men at bede Motörhead om at skrue ned svarer til at bede om mindre alkohol i et shot: What’s the point?

Det er beskidt, det er flabet, det er højt, det er rock’n’roll – det er 5 stjerner.