Tredje træffer i træk fra en af de største sangskrivere, verden har set

Bob Dylans karriere er lige så lang, som den er ujævn. Her står mesterværker, makværker og middelmådigheder skulder ved skulder, men det har hele vejen igennem været indiskutabelt, at han er en af de største sangskrivere, vor verden har set. En position, han kun har sat streg under med sine to seneste albumudspil, Time Out Of Mind fra 1997 og den fire år yngre Love And Theft. Til disse mesterstykker kan man nu føje hans 44. plade, der byder på en leg mellem alderstegne stilarter som blues, swingjazz og rock’n’roll uden dog helt at lyde som noget, man har hørt før. Det skulle da lige være forgængeren, som dog her overgås i kraft af Dylans vokal, der ikke er hørt bedre i mange, mange år. Den er smuk på samme måde som en gammel dør, hvor malingen skaller, hængslerne knirker, og håndtaget er blankslidt. Ja, man får ganske enkelt lyst til at træde ind i hans unikt fraserede virkelighed – og blive der. ”You think I’m past my prime”, lyder det et sted, og skulle du være en af dem, som har ymtet sådanne kætterier, bør særligt Workingman’s Blues #2 give røde ører. Sangen – hvis titel sandsynligvis er en hilsen til Merle Haggards Workin’ Man’s Blues – er simpelthen en født klassiker med sin blidt strømmende melodi og sine diskret brusende tangenter, der spinder tråde til Like A Rolling Stone, Dylans 39 år gamle signatursang. Nok er dette sublime indslag og de ni øvrige numre underlagt samme titel som Charles Chaplins gamle filmklassiker, men er alligevel mest af alt sig selv – præcis som manden bag altid har været det.