D-A-D
med Magtens Korridorer og Rock Hard Power Spray, Femøren, København

Femøren er et slags kultspillested. Det havde sin storhedstid i 80erne, og var engang Grøn Koncerts faste holdested i København. Det er dog længe siden, og ligeså er det en rum tid siden, der sidst har været et band forbi for at spille noget rockmusik.

Det er det perfekte sted for et band som D-A-D; og så er de jo tilmed på hjemmebane som indfødte "amagerkanere".

Selvom det er længe siden stedet har været brugt, viste det sig denne aften at leve op til UG, både hvad angik føde og drikke, så hvorfor ikke genåbne dette sted til større koncerter i sommersæsonen?

Hjemmebane eller ej, nationalhelt eller taber, så er der altid behov for lidt opvarmningshjælp, og den blev leveret af Rock Hard Power Spray og Magtens Korridorer.

Green Day light
Rock Hard Power Sprays debutalbum, "Commercial Suicide", blev modtaget med lidt lumre anmeldelser, og herhjemme har de har da også fået mere omtale på grund af deres image end på grund musikalske evner.

En ting var man dog overbevist om efter deres eftermiddagskoncert på Amager: de sparker et ekstremt energifyldt sæt af ud fra det materiale, de nu engang har. Desværre er d'herrers musikalske udgangspunkt meget spinkelt.

Og som opvarmning for to store rockbands denne aften kom Rock Hard Power Spray dog mest til at virke som en flok pubertære småbørn.

Selvtilliden og rock'n'roll-attituden var der, men sangene manglede, og det var det, koncerten bar mest præg af. Odensedrengene lyder – uanset som de vil eller ej – som en billig og uinspireret kopi af Green Day, og det gav dem næppe nye fans på denne aften, hvor de fremmødte mestendels var kommet for hovednavnets skyld. (2 stjerner).

Kim & Co.
Så var der en anderledes originalitet over Johan Olsen og hans drenge fra Magtens Korridorer. Han kan ikke lide at blive sammenlignet med Kim Larsen, men det ændrer ikke på det faktum, at han både ligner og lyder som førnævnte, men hva fa’en? I modsætning til Rock Hard Power Spray, havde Magtens Korridorer som det midterste navn på plakaten en masse syng-med-hits. Og sunget med det blev der - eller rettere skrålet med.

Olsen & Co. gjorde i hvert fald hvad de kunne med en lang række punksange, som det dog er svært at kende fra hinanden, når de bliver fremført med sumpet livelyd. Så da ”Lorteparforhold” og ”Hesteluder” blev spillet til sidst, var det da også klart, at Magtens Korridorer lever højt på de få, men fede hits.

Efterfølgende var det ligegyldigt, hvor mange ekstranumre, vi blev trukket med. Det tamme cover af Klichés ”Militskvinder” gjorde ikke sagen bedre.(3 stjerner).

HovedNAVNET!
Det sande hovednavn var og blev dog D-A-D, som for alvor havde noget at vise denne aften, hvor den unge generation af rockmusikere havde spillet op til dans før veteranerne.

Binzer-brødrene, Stig Pedersen og Laust Sonne gjorde hvad de kunne for at sætte et lille spark af punk under koncerten. Det var en god idé at starte med klassikere som ”Evil Twin” og ”Girl Nation”.

Heldigvis for koncerten, havde "Disneyland" mange overraskelser med i hatten i denne koncert, som de i virkeligheden bare kunne have kørt hjem på autopilot. Det gjorde de ikke, og to tomler op for det.

Grøn Koncert
Naturligvis var de fleste amagerkanere (og andre tilrejsende), dukket op for at høre ”Sleeping My Day Away” og drikke øl, og den slags satte sit præg på publikums medleven; man følte lidt at folk stod og ventede på "de der hits". Ligesom når man er til - nårh ja - Grøn Koncert.

Traditionen tro lignede Stig Pedersen en, der var faret vild fra et karnevel: denne gang var han trukket i lækker latex.

Men det er synd, at klichéerne absolut skal skamrides hver gang, for D-A-D er indiskutabelt et meget velspillende liveband, der sagtens kan trykke den af uden gimmicks.
Derfor kan det undre at de så tit tyr til genbrug blot fordi de føler, at de bør.

En tilfældig dag på kontoret
Eminente versioner af ”Makin’ Fun of Money”, en længe savnet ”Reconstrucdead” og "Everything Glows" kastede glans over en koncert, hvor det desværre, undervejs, kom til at lugte af tilfældigt arbejde frem for ”nu skal vi fandeme vise dem!”

Klichéerne blev kørt i stilling igen, da der - ligesom i musikvideoen fra starten af halvfemserne - væltede gnister ud af Stig Pedersens hjelm under ”Bad Craziness”, og det var ikke til at komme til for folk, der bragede mod scenen og sang med under ”It’s After Dark Now”; alt var som det plejede at være…

Men når man så får et hit som ”Sleeping My Day Away” serveret hen imod koncertens slutning, så var det umådelig svært ikke stå og steppe og brøle med i kor med de mange fremmødte og feststemte fans.

Nu må det dog efterhånden være gået op for drengene, at der skal noget nyt og eksperimenterende på menuen, næste gang, de udsender et album.

I hvert fald hvis de ikke skal ende som forudsigeligt husorkester, og i særdeleshed hvis de vil opretholde pladsen som Danmarks bedste rockband; en plads som de har det lidt for nemt ved at besidde pt.