Dio
Amager Bio

Billeder: Martin Rosenauer

Verdens mægtigste rockstemme er stadig skruet ned i et af de mindste mennesker på en scene. Ronnie James Dio leverede igen varen for københavnerne, da han indtog den gamle biograf - ja, man fristes til i aftenens anledning at omdøbe den til Amager Dio - for loyaliteten og entusiasmen fra publikumssiden fejlede intet under den en time og 45 minutter lange koncert.

Desværre var smilene på scenen ind imellem en smule stive, ikke mindst på hovedpersonen. Nogen eller noget dryppede med mellemrum malurt på hans sukkermad. Om det var lydmanden eller guitaristen var ikke helt klart. I hvert fald blev han tydeligt distraheret flere gange og - som Dio nu har for vane - luftede han sin utilfredshed til dem omkring ham på scenen.

Nuvel. Nede foran scenen var der fest, selv om den måske kom en kende sent i gang. Black Sabbath-klassikeren "Children Of The Sea" er et forsigtigt og underspillet åbningsnummer - hvor Dios stil og fremtoning gør sig bedre med en smack-in-your-face eksplosionsåbning.

Ronnie James Dios samlede bagkatalog indeholder nogle af heavyrockens absolut største øjeblikke. Fra gennembrudet med Rainbow på klassikeren "Rising" (1976) over Black Sabbaths lykkelige genfødsel med "Heaven And Hell" (1980) til Dios eget egentlige debutalbum "Holy Diver" (1983). Rækken af selvskrevne Dio-numre i rockhistorien er derfor nærmest endeløs, og i Amager Dio strøede han gavmildt af både forventede favoritter og halvglemte perler.

Sidste efterår turnérede Dio med et koncepttema baseret på det første album "Holy Diver" fra 1983. Derfra fik vi i aften en hurtig trilogi af numre, inden aftenens første tomgangspassage - en trommesolo fra det evindeligt kedsommelige bankedyr Simon Wright.

Koncertens midterste tredjedel kan gå over i historien blandt danske Dio-fans. "Sunset Superman" har han spillet før, men både "Temple Of The King" fra det første Rainbow-album samt en majestætisk brutal udgave af de gamle ridderes krigserklæring "Kill The King" fra Rainbows "Long Live Rock'n'Roll" slog benene væk under selv den mest skeptiske anmelder. Det var stort, det var højt, det var heavyrock fra før, alt det gode blev degraderet til marketingbegrebet 'classic rock'.

"Rainbow In The Dark" fik armene til at løfte sig over hovederne, så taget næsten rejste sig, og koncerten havde pludselig bevæget sig væk fra den uengagerede og afventende åbning til fuldbyrdet ekstranummerstemning. Og dog.

Bedst som sidste mand helt ude på toilettet også havde fundet luftguitaren frem, trak Ronnie det kollektive stik ud på os alle sammen og overlod guitarist Craig Goldy alene midt på scenen med en uendeligt ligegyldig guitarsolo. Coitus interrocktus!

Foran anmelderen havde to bedagede rockgutter hidtil svinget gevaldigt med de skaldede isser. Nu satte de resolut retning mod baren, og vi andre belavede os på en mental pause, der også kom til at indeholde en flakkende keyboardsolo uden mål og med. Højt at flyve, dybt at falde - fra rock-ekstase til våd plet på lagenet. Ak. Den eneste der ikke tog en solo, var den cubanske Duracell-kanin Rudy Sarzo på bas.

Ronnie James Dio er en ældre herre. Alt efter hvilken kilde, man vælger, er han enten i midten af tresserne eller tæt på 70. Under alle omstændigheder en fremskreden alder for en mand, der på scenen nærmest strutter af energi og - allervigtigst - har formået at beholde sin mægtige stemmepragt stort set intakt. Måske er hemmeligheden netop, at han har brug for regelmæssige pauser i sine koncerter - derfor de ulidelige tromme-, guitar- og keyboardsoli, der på et kvart sekund slår enhver stemning ihjel - og fratrækker mindst én stjerne.

Under alle omstændigheder vendte Dio stærkt tilbage med endnu en hengemt klassiker - "I" fra hans tredje Black Sabbath-album "Dehumanizer" (1992) skarpt forfulgt af den ondskabsfuldt tunge "All the Fools Sailed Away" fra "Dream Evil" (1987). Førstnævnte blev aftenens 'nyeste' nummer, og sådan kan rendyrket nostalgi være et hyggeligt bekendtskab engang imellem.

Endnu tre Rainbow-titler - "Man On The Silver Mountain", "Catch The Rainbow" og "Long Live Rock'n'Roll" - bidrog til en koncert, der bar mere end sædvanlig præg af Ronnie James Dios tid i Rainbow. Forklaringen skal måske findes i, at tre af Rainbows legendariske 1976-koncerter for nylig er blevet udsendt officielt på cd, og at bandets Rockpalast-koncert fra 1977 er udkommet på dvd.

Selv om festen først sluttede et par numre længere henne, var det Black Sabbath-klassikeren "Heaven and Hell", der som altid trak en af de største reaktioner. Inden det var helt slut, tog Dio med band en pause ved scenekanten. Der stod de og nød publikums taktfaste "Dio! Dio! Dio! Dio!"