Mere melodisk instrumental rock-tronica fra den amerikanske duo

Når man lytter sig igennem Classics, virker det ikke som om, der er sket meget hos Ratatat siden sidst. Det har dog heller ikke været strengt nødvendigt, for Mike Stroud og Evan Mast laver musik som ingen andre. Classics tager således fat, hvor Brooklyn-duoens selvbetitlede 2004-debut slap, og præsenterer ti fine nye melodiske instrumental-skæringer fra grænselandet mellem rock og electronica, hvor Strouds lead-guitar fortsat ofte klinger så slikket og rent, at den nærmer sig synthesizer-territorium. De talte introduktioner fra debuten er væk, men rytmerne er stadig maskin-genererede, og Mast giver den stadig på bas. Classics er dog en del mere alsidig end forgængeren rent musikalsk. Man kan for eksempel høre akustisk guitar, cello og klokker hen over pladen, og det gør produktionen ganske spændende. Ratatat fortsætter således ufortrødent med at udvikle deres egen lille niche i det musikalske landskab, og det skal de have tak for. Og selvom Classics ikke helt lever op til sin titel, er det et rigtig godt og solidt album.