The Rolling Stones
med Maximo Park, Forum Horsens Outdoor

Oven på de massive klask, der er haglet ned over Frank Panduro og resten af Horsens-haremet forrige uge, skulle den musikalske provinsby stå skoleret endnu engang. Hvis størstedelen igen kom hjem med skuffelse frem for jubelrus i kroppen, ville det være tvivlsomt, hvor meget opbakning og overbærenhed, der ville komme om fremtidige projekter på de kanter.

Men det så ikke alt for heldigt ud til at starte med. For unge Maximo Park var mildest talt et fejlskud som opvarmere. Måske kunne disse half-hit wonders have spredt glæde på en lille indieklub-scene foran et publikum med sideskilningen ned i øjnene, men ikke i denne forsamling med en gennemsnitsalder på 100 (omtrent). Når hovednavnet er af Stones’ kaliber, og denne koncert i øvrigt var den største og sidste på europæiske kanter, burde man forvente et lidt mere tiltalende supportnavn.

Klokken 21.25 gik braget på A Bigger Bang-turnéen i gang til pigtråds-tonerne af fortællingen om dengang, Mick blev født i en krydsilds-orkan. Keith pløjede hårde chunky riff af guitarens hals, imens han fleksede det dæmoniske grin, og den guitar-svingende kammerat, Ron Wood, vævede rundt om Richards' spil. Alt imens alderspræsidenten Charlie Watts strammede trommespillet til. Og når Jagger ikke svansede rundt i sang, luftede han i dagens anledning lige et par høflige danske gloser.

Efter ”Sticky Fingers”-skæringen ”Sway”, hvor næbdyret Ron Wood fik lov at høvle soloen af, fik vi et af aftenens første alvorlige højdepunkter i form af den smukke ”Streets Of Love” fra herrernes seneste udspil. Herefter kom aftenens største overraskelse ”Midnight Rambler” med Mick på kuldsort blues-mundharmonika. Ikke så meget en overraskelse på grund af sangen, men fordi den blev trukket ud i en 10-12 minutters hygge-jam, hvor Mick fik svunget den velsmurte hofteskål.

Halvvejs i sættet fik Keith lov at lade gravrøsten lyde over to velvalgte sange fra kataloget. Først ”Steel Wheels”-afslutteren ””Slipping Away” og dernæst en velfungerende ”Before They Make Me Run” fra ”A Bigger Bang”. Det kan ikke rigtigt diskuteres, om der her var tale om skønsang eller ej, men i hvert fald besad Richards aftenens mindst skabede vokal.

Under diskohittet ”Miss You” tog bandet plads på b-scenen, der tog d’herrer på en køretur ud blandt publikum og gav derved lidt flere af de fremmødte mulighed for at komme så tæt på, at man kunne se øjnene i Keiths skelethovedring. En lille håndfuld sange blev leveret ude fra b-scenen, deriblandt ”Honky Tonk Woman”, hvorunder hovedscenen blev fyldt af en gigantisk oppustet version af slikmunds-logoet.

Tilbagevendt på hovedscenen blev der knælet for djævelen i et inferno af rødtlys og røg, imens ”Sympathy For The Devil” blev taget under kærlig behandling. Med 85.000 halse, der galede ”vu-hu” og intensiteten i top, blev finessespillet i musikken druknet, men hvad fanden, it’s only rock’n’roll.

Ekstranumrene bestod først af den velvalgte, men pessimistiske “You Can’t Always Get What You Want” og dernæst “(I Can’t Get No) Satisfaction” med en herligt mudret intro fra Keiths hånd. Jagger formåede stadig at overbevise publikum om, at han spænede rundt under hele koncerten, men realiteten var, at den klassiske løbetur først blev indledt under det afsluttende nummer. Og ved at spare krudtet til den sidste del af koncerten, var det det indtryk, der lå klarest i publikums hukommelse. Det ville have været klædeligt med bare et enkelt ekstra-ekstranummer, men det endegyldige og mindeværdige punktum på denne storslåede forestilling var sat.

Det er umiddelbart svært at sætte en finger på, hvad der har kunnet været gjort anderledes og bedre ved aftenens koncert. Selvfølgelig vil der altid være nogle sange, man hellere vil have hørt end andre, men det er altså et uundgåeligt problem, når man har med at band at gøre, der har flere hits end den danske singlechart. Udsynet har sikkert ikke været lige i øjet for samtlige fremmødte, men i modsætning til Madonna-koncerten kom folk forhåbentlig for musikkens skyld i går og ikke showets.

Stones og Horsens er hjertens velkomne til at stå for løjerne en anden gang.