Dvælende og drømmeriske tilstande på løfterig dansk debut

Når bands vælger at udfolde sig inden for den såkaldte postrock, er truslen fra det prætentiøse og kedsommelige overhængende. Det kræver nemlig meget at få instrumentale passager og melodier, der ikke passer i den gængse 3:30-minutters radioskabelon, til at leve. Men i tilfældet Doí er der ingen grund til at være på vagt, for kvintetten har med overvejende afdæmpede forløb og indfølt vokalarbejde skabt et udtryk, der er lige så vedkommende, som det er poetisk. En stor del af æren må tilskrives multiinstrumentalist Michael Fischer, der har håndkoloreret sangene med en rigt varieret palet af sanselige og billedskabende farver, som lokker lytteren langt ind i Doís univers. Særligt The Sea og In Your Sigh rammer en tone, der taler til enhver med hang til dvælende og drømmeriske tilstande. De øvrige numre er ikke helt på samme niveau, og til tider gås Sigur Rós vel meget i bedene, men der er ikke desto mindre tale om et løfterigt møde med et orkester, som forstår at skabe vidtstrakte lydlandskaber, som øret med fryd forvilder sig ind i.