The Cure i bredformat og nu som band i sværvægtsklassen

For mange kokke fordærver maden. Ordsproget dækker den blomstrende kreativitet, der indfandt sig på The Cures syvende udspil Kiss Me Kiss Me Kiss Me. Den normalt så ellers eneherskende Robert Smith har opfordret Simon Gallup, Porl Thompson, Laurence Tolhurst og Borris Williams til at bidrage med både sange og arrangementer. Resultatet er The Cures længste album til dato, men desværre også en noget rodet affære. Et facit, som er blevet tydeligere her knap 20 år efter på den nyudgivne dobbelte deluxe-udgave, der på cd 2 indeholder de samme versioner af numrene i studie-demoversioner, som kun gør godt for die-hard fans. Der åbnes med den fremragende The Kiss, der med en furiøs og komplet overstyret guitarudladning giver ordet skærebrænder ny betydning. Først efter næsten 4 minutter træder Robert Smiths vokal ind og fastslår ”I never wanted this / I never wanted any of this / I wish you were dead”. Ikke siden Pornography har Smith lydt så hadefuld. Gemytterne falder til ro på den ømme Catch, mens en paralyserende mystik breder sig på If Only Tonight We Could Sleep med sitar og tam-tam-tromme helt fremme i lydbilledet. Den spurtende Why Can't I Be You? og ørehængeren Just Like Heaven sparker The Cure ind på diskotekernes bonede gulve, og bandet er nu noget nær hver mands eje. Halvvejs begynder idéerne at slippe op, og de gode sange mister fokus. Den trompettruttende Hey You må betragtes som det dårligste Cure-nummer nogensinde, Like Cockatoos er fatal goth, der møder salsa, mens Fight er et kludetæppe af alskens stilarter. Havde Kiss Me Kiss Me Kiss Me været kogt ned til et enkelt album, havde The Cure bevaret fodfæstet, men da de store stadions ventede forude, blev formatet vist i et noget sløret bredformat.