Anmeldelse / Live / Søndag d. 24-09-2006 kl. 23:47

P.J. Harvey
med Peter Sommer, Kronprinsparrets Kulturpris, Operaen, København,
søndag d. 24. september 2006

Anmeldt af Peter Albrechtsen
Foto: Jacob Dinesen

GAFFA		3 stjerner
Læserne		5,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

P.J. Harvey på halv kraft ved Kronprinsparrets Kulturpris-fest i Operaen

+ Se hele galleriet

Bare fordi noget er eksklusivt og enestående, behøver det ikke nødvendigvis være specielt spændende. Det var den bitre erkendelse, der kom ud af P.J. Harveys koncert i forbindelse med Kronprinsparrets Kulturpris-fest i Operaen. På forhånd var der gjort et stort nummer ud af, at den karismatiske furie dukkede op uden band, og at denne solokoncert sågar ville blive den ene af de blot tre koncerter, Harvey giver i år. Men selv om der var en vis fascinationskraft i at se den engelske stjerne uden noget at gemme sig bagved, så var seancen som helhed lidt af en skuffelse.

Det primære problem er, at P.J. Harveys sange ikke blot er baseret på hendes stærke sangstemme. En stor del af kvaliteterne i Polly Jeans bagkatalog kommer i lige så høj grad fra den måde, hun arrangerer sine kompositioner på. Det kan være alt fra de hyperdynamiske rytmeeksplosioner i den tidlige del af karrieren til de raffinerede instrumenteringer på de senere års plader. Ingen tvivl om, at den snart 37-årige veteran kan noget med ord, fraseringer og melodier, men hendes fulde format kommer først helt til sin ret med den nødvendige instrumentale opbakning – det er her, hendes ypperste kreationer for alvor løfter sig til svimlende højder.

Selvfølgelig kan man ikke kræve af en solooptræden, at der diskes op med udsøgte detaljer ad libitum. Men der var altså rigtig mange gange, hvor man savnede det ekstra skub, materialet får på plade. Gamle kendinge som ”Man-Size” og ”Send His Love To Me” fungerede for så vidt udmærket i nedbarberede versioner med Harvey på skramlet fumleguitar og med sin vokal som altdominerende element. Men efterhånden som flere og flere sange blev leveret i samme indpakning, meldte monotonien sig langsomt.

Her var det herligt, at Harvey havde medbragt en rimelig omfangsrig udstyrspakke. Showet livede gevaldigt op, da hun fandt sin trommemaskine frem – ”den bruger jeg, når jeg sidder og skriver sange,” afslørede hun – og ”My Beautiful Leah” var et af de absolutte højdepunkter, fordi hun her omarrangerede sit materiale radikalt. Desuden var det forfriskende at høre et par dugfriske kompositioner fra Harvey, og selv om de ikke ligefrem virkede som nye nøglesange fra hendes hånd, så var det med til at sende spændingskurven lidt i vejret. Det var også noget nyt at se hende slå sig løs på klaverets tangenter under disse numre – uden just at markere sig som nogen rival til Tori Amos.

Harvey er i det hele taget ikke nogen stor instrumentalist, og det udstillede hun desværre lidt for ofte. Hun nåede til gengæld langt med sin umiddelbare og uimodståelige charme, og selv om folk sad mageligt ned stort set hele koncerten, så var der gudskelov koncentreret stemning i den luksuriøse sal. Den andægtige atmosfære gav virkelig plads til, at Harvey kunne få lov at vise hele sit stemmeregister – fra hvisk til hvæs, fra hvislen til hvin.

Det var bare ikke nok til at redde en aften, som i det store hele var lidt på det jævne. Peter Sommer varmede op, og skønt han har en håndfuld storartede slagere på samvittigheden, er der også dele af jydens repertoire, som virker en smule gumpetungt. Og det blev ikke hjulpet på vej af et lige lovlig tilbagelænet band. Den, der gik gladest fra Operaen, var utvivlsomt kunstneren Olafur Eliasson, der scorede kulturprisen og 500.000 skattefrie kroner. Vi andre gik bare hjem og hørte vores gamle P.J. Harvey-skiver. Hvor hun har hele sit band med og folder hele sit talent ud.