Anmeldelse / Live / Torsdag d. 28-09-2006 kl. 11:28

Niels Skousen
med Carlas, Musikhuset Århus,
onsdag d. 27. september 2006

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt
Foto: Kirstine Anker

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

To generationer i hopla på scenen – tre ditto i salen

+ Se hele galleriet

Billeder: Kirstine Anker

Det var noget af et comeback, den gamle 70’er-sanger Niels Skousen fik, da han i 2002 udsendte albummet ”Dobbeltsyn”, hans første i 22 år. Med Nikolaj Nørlund som producer og med et ungt band bestående af blandt andre Sune Wagner (The Raveonettes) og Sebastian Büttrich (18th Dye med flere) lød Skousen så vital som nogensinde. Knap så overraskende var det derfor, at Skousen med primært andre, men stadig unge musikere i juni kunne følge ”Dobbeltsyn” op med endnu et fornemt album, ”Daddy Longleg”. Og nu er han så taget på turné med nogle af de samme musikere og ramte onsdag Århus.

Carlas
Først skulle vi dog lige have en halv times opvarmning ved det unge orkester Carlas. Kvintetten, der albumdebuterer i januar, er endnu et skvulp i den dansksprogede bølge med underfundige sange i en traditionelt folk-rock-country-inspireret musikunivers ikke så langt fra eksempelvis Klondyke. Carlas skiller sig dog ud med deres yderst politiske tekster, for eksempel ”Røv I Laser”, finurligt baseret på valgslogans fra Venstre sat ind i en ny sammenhæng, ”Louises Mavedans”, en ikke så venlig hilsen til en vis mavedanser fra Dansk Folkeparti og ”Kaptajn Amerika” om – ja, gæt selv. Heldigvis tilpas humoristiske til ikke at være ren propaganda, og alt sammen tilsat enkle, ganske iørefaldende melodier. Vi kommer givetvis til at høre meget mere til Carlas. (Fire stjerner)

Niels Skousen
Så trådte Skousen ind, iført ulasteligt jakkesæt og hippe Adidas-retro-gummisko. Tradition og modernitet mødtes, og det gjaldt også for Skousen og hans orkester, der tæller folk, der er 10-20-30 år yngre end den 62-årige trubadur. Fra yngste mand, den tidligere Swan Lee- og nuværende Bugpowder-guitarist Jonas Struck over jazz-med-meget-mere-bassisten Lennart Ginman og altmuligmanden Nikolaj Nørlund på guitar og keyboard til trommeslageren Gert Smedegård, kendt for sit mangeårige arbejde bag C.V. Jørgensen. Og det er noget af et ”dream team”, Skousen har samlet, viste det sig hurtigt. Ikke mindst Jonas Struck brillerede allerede i åbningsnummeret ”Det Sker” med særdeles nuanceret spil, mens bandet lå klippefast i ryggen. Skousen selv har efterhånden ikke den store stemme mere, men han brugte det, han nu har, optimalt og virkede ovenud veloplagt. Ganske som det aldersmæssigt ganske blandede publikum, hvor en del af Skousens jævnaldrende havde medbragt deres børn og enkelte endda børnebørn.

Senere kom de finere nuancer frem i den meget smukke ballade ”Du Gav Mig Himlen” med både Struck og Nørlund på akustiske guitarer, selvom man kunne ærgre sig en smule over, at Struck ikke havde medbragt den mandolin, han spiller så smukt på på albumversionen. Til gengæld meldte gåsehuden sig uhindret under den hjertegribende, men helt usentimentale hyldest til de faldne modstandsfolk i ”Ryvangen”. Omvendt var der fuldt knald på orkestret og ikke mindst Skousen selv på den powerfulde bluesrocker ”Stjernestøv” og den countryklingende ”Slaraffenland” (med Jonas Struck på hæsblæsende banjo), hvor Skousen næsten var på niveau med Mick Jagger, når det gælder dansende 60+’ere. Og imponerende var det også, at han stadig kan huske den alenlange tekst til den efterrationaliserende, tankevækkende ”68”. Selvom klappen så kortvarigt gik ned i den ellers meget kortere ”Ikke Flere Tårer”, hvor et par stikord fra Nørlund dog fik solisten på rette spor.

Aftenens sætliste bestod langt overvejende af sange fra Skousens to nyeste album. Det ordinære sæt bød kun på et enkelt 70’er-nummer, den energiske ”Lad Ham Gå”, som Skousen dedikerede landets statsminister, mens ekstranumrene ikke overraskende sluttede med den ultimative Skousen-klassiker, ”Herfra Hvor Vi Står” med Jonas Struck på meget stemningsfuld slide-guitar. Man kunne godt have ønsket sig lidt mere fra Skousens fyldige bagkatalog, og ligeledes ville det ikke have skadet med et klaver, som det så smukt høres på Skousens sidste to plader, men ellers var der ikke meget at indvende mod aftenens koncert, der viste to generationer på scenen i absolut hopla – og tre ditto i salen.