Halvstøbt niende opus til zapper-generationen fra den funky scientolog

Tidlige udmeldinger fra den evigt præsente lille syngende fugl lød på, at Beck var i gang med at skabe et hiphop-album, men som altid med hr. Hansen kan man kun være sikker på det usikre. Som tidligere snøvle-rapper syrehovedet, men electro er et langt mere genrebetegnende mærkat. Men med undtagelse af Sea Change er Beck ikke lige sådan at putte i én bås. Som en postmoderne Bowie-kamæleon afsøges alle tænkelige genrer som af et barn i en slikbutik. Det ene øjeblik trakteres man med saloon-klaver og akustisk guitarspil, og et andet øjeblik støder man på noget, der lyder som Neu!-medlemmerne, der har startet et Kraftwerk-coverband. Opfindsomheden klinkes sammen med det catchy, og spredehagl-kanonen affyrer forsat technicolor-bomber. Så det kan heldigvis konstateres, at den legesyge scientolog ikke er blevet mere forsigtig eller forudsigelig, efter at han er blevet far. Så har Beck lavet endnu et multispektret mesterværk som Mellow Gold, Odelay og Midnight Vultures? – nej, for albummet knækker halvvejs. Hvor side a indeholder perler på rækker, er side b okkuperet med for ufokuserede og til tider uinteressante forsøg på at smelte lytterens hjerneceller. Værste eksempel værende den ti minutter lange afslutter. Men eftersom vi befinder os i zapper-tidsalderen med iPods inden for armslængde, er der intet i vejen for at dykke ned i den første halvdel af dette niende studieopus.