Begavede, berigende og berusende hybrider på et af årets bedste udspil

Der er noget helt særligt over denne kvartet, som med største selvfølgelighed blander indie-pop, klassisk grandeur, jazzede elementer, eftertænksom singer-songwriting og instrumental legesyge. Med afsæt i en vokal, der klinger som et møde mellem Jeff Buckley og Rufus Wainwright, er det lykkes Guillemots at skabe et lydbillede, der nok lyder som meget forskelligt, men ikke som noget bestemt. Blandt de mange rigt varierede højdepunkter er åbneren Little Bear, hvor en sugende simpel melodi iklædes strygere, der kunne tilhøre komponisten Antonín Dvorak, imens Fyfe Dangerfields vokal lægger flere fine lag på stemningsfuldheden. Stærkt. Særligt imponerende er det imidlertid, hvor umærkeligt de mange stilretninger og instrumenter samles i ét langt melodisk, smittende og uforglemmeligt brus. Kun få steder kører Guillemots ud ad blinde veje, og i disse tilfælde er de ikke længe om at finde tilbage på sporet. Ja, der er vidunderligt lidt dårligt at sige om Through The Windowpane, der hører til blandt årets bedste og mest livgivende udspil.