Højst original plade fra smågenial 20-årig amerikaner med passion for serbisk spillemandsmusik

Det er sjældent, at man som anmelder bliver forbløffet. Okay, der er en forståelig revival af serbisk musik i gang anført af projekter som Balkanbeats, ligesom Boban Markovic Orkestar har vokset i rigtig manges bevidsthed, og stadig flere valfarter til den årlige festival i Guca. Men her er en 20-årig amerikaner, som har alt det med i bagagen, men som samtidig tilfører det revolutionerende nyt. Hornene er der til overmål, han synger drivende sentimentalt og kører nogle kor af, som både er meget smukke og af en anden, gammel verden, måske et sted øst for Vitebsk i den jødiske folklore. Hvor den unge mand fra New Mexico illuderer hele den samlede landsby.
Beirut alias Zach Condon har skabt en slavisk virkelighed, eller nærmere et slavisk Hollywood, en romantisk drøm af et album, som skaber så mange billeder på lytterens nethinde, samtidig med at hans sans for gode melodier er slående. Det er altså skidegodt, det her.
Jeg hører referencer til Brian Eno'sk dårskab og en David Byrne-agtig stemmeføring parret med dennes unikke sans for at mikse kulturelle udtryk i en ny musik, men det er mere end det. For Beirut/Condon formår altså at gå ind i det serbiske hjerte med de robuste messingblæsere og bastante trommer og samtidig gøre musikken helt til sin egen. Der er ikke skyggen af gimmick i den her musik, men rendyrket originalitet.
Musik, der rammer i hjertet.