Anmeldelse / Live / Lørdag d. 28-10-2006 kl. 16:15

Sparklehorse
Queen Elizabeth Hall, London,
fredag d. 27. oktober 2006

Anmeldt af Danni Travn

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Dystopiske dagsdrømmerier og sortsynet skønhed – Sparklehorse er på vej til Danmark med et solidt greb om sit eget univers

Sparklehorse og især omdrejningspunktet, Mark Linkous, er nemme at tilgive for en – i detaljen – lidt famlende start. En start, hvor man lige skal finde sig selv og hinanden. For et mørklagt indre rædselskabinet med en stank af blødende dyr i næsen og en knitrende lyd af knuste knogler under fødderne kan nu være svært at finde rundt i. Men når man endelig gennemskuer skønheden i afskyelighederne og modsat opdager den umiddelbare underspillede varme, bandet også inkarnerer, er fornøjelsen så meget desto større.

Så ja, her bæres over med, at hans band ikke havde fuldstændig, komplet styr på niveauerne i starten af koncerten fredag aften i London. Tværtimod virkede det snarere som en sonisk manifestering af, hvor tvivlende, søgende og humørsvingende en kunstner Linkous er; et eksempel på hvor usikker grund, man afsøger, når ekstremerne i udtrykket, mental apokalypse og sart hengivenhed, ligger så langt fra hinanden.

Den dobbelthed havde sangerinden – og eks-cellisten i Sparklehorse – Sol Seppy allerede jongleret med inden hovednavnet, om end med færre bolde og mindre afstand mellem yderpunkterne. Med et sagte smil og et verdensfjernt blik mod de nikotingule projektører varmede hun op med 40 minutters uddrag fra hendes første plade ”The Bells of 1 2”. Flotte, dramatiske sange er det mestendels, og de ligger i spændingsfeltet mellem tyst Cat Power og tunge, smertelige udbrud – rimelig sikkert styret af et backingband med musikalske arbejdsmænd uden fælles kemi. Så Seppy bar nydelig publikum hen mod Sparklehorse, men selv lettede hun aldrig rigtig.

Og det tog så også lige en tre numre, før glitterhesten bed sig ordentligt fast. Men da det skete, blev den også siddende. Fra og med ”Don’t Take My Sunshine Away” magtede Mark Linkous og hans musikere at kontrollere de krævende styrtdyk fra Flaming Lips’ske støjinfernoer til mere ydmyge stille lavpunkter. Med både almindelig mikrofon og skrattende stemmeforvrænger kunne Linkous’ pivende vokal også være med på alle niveauer uden at drukne.

Selv var han – ligesom en god del af sagene – tilbageholden og smågenert, men i sine stille smil og ”thank you”s lævnede han ingen tvivl om sin villighed til at være på scenen og til at traktere et koncentreret publikum med mere eller mindre oplagte mundgodter fra bagkataloget. Mere livlig var faktisk den svajende trommeslager Johnny Hott, og han var også en vigtig fyrbøder, når sangene brød ud af deres sarte skal og fløj til vejrs med et rockende drøn – som det skete med eksempelvis ”Eyepennies”. I forbindelse med selv samme sang skal der dog også udtrykkes et skævt smil af respekt for keyboardspiller og guitarist, Chris Michaels', evne til at imitere P.J. Harvey.

På trods af at de evige stemningsskift mellem støj og stilhed viste Sparklehorses klare mønster og mindre tendens til gentagelser, viste de også et orkester og en frontmands sikre håndtering af spændvidden i den spændende samling sange; de viste et ensemble i rigtig god tour-balance.