Anmeldelse / Live / Lørdag d. 04-11-2006 kl. 18:31

Sparklehorse
Store Vega, København,
fredag d. 3. november 2006

Anmeldt af Mads Stensen

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

De store musikalske udsving fra stille til støjende passager stod i kontrast til den farveløse udstråling fra scenen

Ved tidligere koncerter i Danmark viste Mark Linkous aka Sparklehorse sig at være en sky og genert personlighed. Den afdæmpede stemning kunne også tydeligt ses på scenen i Store Vega fredag aften. På trods af sin afdramatiserede fremtoning viste Mark Linkous dog med smil og tak, at han var godt tilfreds med aftenens forløb, og humørsvingninger, som han ellers lider af, så man intet til denne aften.

Med den nyeste plade i butikkerne fra september er Sparklehorse oppe på fire langspillere, der alle er blevet modtaget godt af anmelderne. På de seneste to plader har der medvirket gæstesolister som PJ Harvey, Nina Persson, Tom Waits og Danger Mouse, der vidner om respekt indenfor musikmiljøet. Fra debuten ”Vivadixiesubmarinetransmissionplot” fra 1996 til det nyeste udspil ”Dreamt for Light Years in the Belly of a Mountain” har Sparklehorse lavet musik, der svinger fra tilbagelænede ballader til gedigne rocknumre og støjrock af den vilde slags. Mange af teksterne er fyldt med skæve metaforer og skøre historier. Så at være Sparklehorse-fan kræver derfor tålmodighed og tid til at lytte.

Tålmodighed og god tid var også en god idé at have med sig denne aften i Store Vega, for det var en noget stillestående affære at være til Sparklehorse-koncert. Sanger og guitarist Mark Linkous var som det sky og reserverede midtpunkt flankeret af en kvindelig bassist og en mandlig guitarist/keyboardspiller, der heller ikke havde de store armbevægelser. Det var trommeslageren bagerst på scenen, der med sit energiske kropssprog gik forrest, når numrene intensiveredes og tempoet blev sat i vejret.

Men det var måske netop den afdæmpede fremtoning, der gjorde, at lyden og sammenspillet lå lige i skabet – bandet kunne udelukkende koncentrere sig om at spille. Numre som ”Painbirds”, ”Pig” og ekstranummeret ”Gold Day” kan fremhæves som højdepunkter blandt de mange numre, der alle havde et jævnt højt niveau, men uden at nogle for alvor skilte sig ud.

Der blev spillet en håndfuld nye numre gennem koncerten, men ellers bestod sætlisten mest af sange fra bagkataloget. Samtidigt blev der ligesom på pladerne vekslet mellem de helt stille numre og tempofyldte rocksange, der ofte endte ud i intense støjpassager mod slut. En fed detalje, der fortsatte hele koncerten igennem, var stemmeforvrængningen på Mark Linkous' ene mikrofon, der gav afveksling og var et godt supplement til de støjende passager. Der var desværre et overtal af afdæmpede numre, og sammen med de lidt farveløse musikere havde bandet af og til svært ved at løfte stemningen et niveau op. Alt i alt var det en jævn og god præstation, men de helt store øjeblikke blev det ikke til.