Tradition og eksperiment går hånd i hånd på vellykket udspil

Logikken i at udskifte dåbsnavnet Olafur Josephsson med det mindre mundrette Stafrænn Hákon skal man nok være islænding for at forstå. Men det er han sådan set også, og det kan ikke blot mærkes i omgangen med navne, men også i hans særegne måde at komponere musik på. For Gummi er nemlig, som megen anden islandsk musik, en blanding af tradition og eksperiment, og det resulterer her i et album, der det ene øjeblik minder om Ulrich Schnauss’ elektroniske klangpoesi, det næste om The Nationals regulære rocksangskrivning og så om Sigur Rós æteriske svæv. Det lyder skizofrent, men det er lytteoplevelsen faktisk ikke. Den er nærmere som at lade sig omslutte af et vidtforgrenet net, hvor alt næres af samme melankolske kilde, og af de velanbragte vokaler, der ofte er i samme nabolag som Thom Yorkes. Selvfølgelig, fristes man til at sige, medvirker en kollage af gæster på albummet, og deriblandt åndsfællerne i danske Efterklang. Gummi er således indbegrebet af sammensathed – og fra tid til anden også af skønhed.