Ibrahim Electric er et af de mest interessante og ubestemmelige bands herhjemme
Det er et på én gang retrospektivt og nybrydende – under alle omstændigheder totalt fanden-i-voldsk – band, der ikke lader sig genrebestemme, men bare blæser derudad i et tempo, så man som lytter udfordres alvorligt på balancenerven. Det ene øjeblik blæser bandet lytteren i retroretning af The Doors og andre af beatmusikkens gamle syrehoveder, det næste fremad i retning af nogle af nu-og-fremtidens mest innovative fusions-, soul- og jazzbands. Der er således noget finurligt og energisk, uimponeret og ublokeret over Ibrahim Electric, der består af Jeppe Tuxen på hammondorgel, Niclas Knudsen på guitar og Stefan Pasborg på trommer. De tre formår sammen at udbygge eksisterende rammer og genrer i en sådan grad, at man kun kan juble og glædes med dem og deres musik. Selv om udtrykket denne gang er mere samlet end tidligere, er musikken ikke helt så spændende som på Ibrahim Electric meets Ray Anderson fra sidste år. Ikke desto mindre fastholder bandet noget grænseoverskridende interessant i sit udtryk.








Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.