Fransk/afrikansk trommeslager med en norsk og tre polske sidemen står bag et af de seneste års smukkeste jazzalbum
Ikke overraskende var det den top-tunede tyske musikbegavelse, produceren Manfred Eicher, der fik idéen om, at netop disse fem musikere skulle bringes sammen under den fransk/afrikanske trommeslager Manu Katchés ledelse. Katché har man tidligere kunnet høre som sideman til f.eks. Peter Gabriel, Sting og Robbie Robertson. Det var et album med sidstnævnte, som fik Eicher til at spidse øren. For her – som så i så mange andre sammenhænge – præsterede Katché et på én gang moderne og traditionelt afrikansk pulsslag, som var enestående. Eicher kontaktede Katché og bragte den norske saxofonist Jan Garbarek, og de tre polakker, trompetisten Tomasz Stanko, pianisten Marcin Wasilewski og bassisten Slawomir Kurkiewicz ind i sin forestilling om en optimal konstellation omkring Manu Katché. Og visionen holder! Resultatet, Neighbourhood, er blevet et af de seneste års absolut bedste jazzalbum. Et stilfærdigt søgende univers med et hav af soli, der smidigt bevæger sig ind over hinanden, samler udtrykket og øger intensiteten. Eksempelvis er de partier, hvor Garbarek og Stanko spiller sammen, aldeles uforglemmelige. Mest afgørende er det imidlertid, at Katchés kompositioner er melodiøse og mageløst smukke.








Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.