Anmeldelse / Live / Mandag d. 20-11-2006 kl. 18:17

Slayer
med Lamb Of God, Children Of Bodom og In Flames, Malmömässan, Malmö,
fredag d. 17. november 2006

Anmeldt af Casper Villumsen
Foto: Jacob Dinesen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

En times kompetent thrash-lektion med blandet opvarmnings-pakke

+ Se hele galleriet

To år efter at Slayer præsenterede ”The Unholy Alliance Tour” med Slipknot og Mastodon, er thrashguderne i Slayer ude med 2’eren og denne gang en lidt mere blandet pakke.

Det tog tid at få de mange metalfans ind i det store messecenter, så mange gik glip af Thine Eyes Bleeds deathcore med Johnny Araya, Slayerfrontmandens bror. Rod med gæstelisterne gjorde, at langt de fleste pressefolk ikke fik set bandet. Heriblandt undertegnede.

Brummende bas og keyboardsovs
”Pure American Metal” stod der på Lamb of Gods bagtæppe. Det udsagn kunne de godt holde. Ingen tvivl om, at det var metal, vi fik fra denne supertighte og tekniske combo. Lyden var høj og desværre imod bandet. Når bassisten slog den dybeste tone an og lod den ringe, blafrede det i både ører og hår i en brummen, der i et øjeblik fjernede fokus fra resten af musikken.

Mærkeligt nok gik guitarerne klart igennem, så numre som ”Walk With Me in Hell” og ”Redneck” fra den nyeste skive kunne nydes. Absolut toppunkt for dem, som kendte bandet var syng-med-sangen ”Now You Got Something To Die For”, hvor forsangeren karakteristisk bevægede sig manisk, halvløbende rundt på scenen. (3 stjerner)

Lydniveauet faldt og gav lyden bedre kår i den fabrikslignende hal, da finske Children of Bodom entrerede scenen til en lille swing-intro, der fik flere fremmødte udi spontan dans. Guitar og keyboards gik klart igennem sammen med en masse mudder fra bas og trommer. Alexi Laiho i front på vokal og guitar spildte ikke meget af tiden på snak, men lod sange som åbnerne ”Warheart” og ”Needled 24/7” tale for sig selv.

Der var blevet tættere foran scenen, og mange lod til at nyde denne melodøds-speedmetal-variant pakket i keyboards, men det var nu i tunge sager som ”Angels Don’t Kill”, at de også kunne få de thrashmetal-hungrende fans med. (3 stjerner)

Sikker svensk sejr
De lange køer til øl-, vand- og madsalgsstederne kunne tage pusten fra enhver. Det kunne In Flames også, der her på hjemmebane spillede med musklerne. En munter Anders Fridén kørte showet sikkert hjem; ikke engang den ringe lyd kunne forhindre en sejr for den gæve gruppe. Lysshowet var i absolut særklasse med lyspanelerne ved baggearet. Det skal opleves.

Det var med sange fra ”Reroute To Remain”, at In Flames havde størst succes, og der kom derfor for alvor gang i festen, da bandet efter nogle numre tog tre i træk herfra begyndende med ”Cloud Connected”. Den gamle ”Graveland” blev spillet i en lidt anderledes version og rykkede ligeså fantastisk som ”Take This Life”. Ja, selv ”My Sweet Shadow” fra det lunkne ”Soundtrack…”-album tog kegler.

Smukt var det, da hele salen hoppede til ”Only For The Weak”. Et gennemført show, hvor forsangeren gav en fan en uforglemmelig oplevelse, da han lånte vedkommendes kamera og tog et billede af publikum. (Fem stjerner)

Majestæter
Der er en grund til, at Slayer kan få fans til gang på gang at indløse billet og troppe op og headbange. Slayer har sangene, nerven, vildskaben og en fed udstråling.

Tom Araya så majestætisk ud med sit store hår og vilde skæg, når han stod alene i spotlyset og en sjælden gang imellem talte til publikum. Han så helt guddommelig ud, og det var et fedt skue, når han stod imellem de mange Marshall-kabinetter, der var stillet op, så de dannede to omvendte kors. Meget rammende for ”The Unholy Alliance”.

Igen drillede lyden lidt i det dybe område, men lyden var bedre end hos de andre bands. Der blev serveret herlige klassikere som ”War Ensemble” og ”Die By The Sword”. Sandt at sige var det måske kun sangene fra den nye skive, man endnu ikke kan sætte klassiker-prædikatet på. Det kommer nok, for især ”Cult” henrykkede.

Slayer benyttede en projektor til at vise billeder på bagtæppet, og det skabte en passende stemning til musikken. Det blev kun til en times thrash-lektion, der føltes meget kortere, når man måbende stod tilbage efter den uhellige treenighed ”Raining Blood”, ”South of Heaven” og ”Angel of Death” havde kørt én grundigt over. (Fem stjerner)