Olesen-Olesen
Lyd+Litteratur, med Koordinat og Ursula Andkjær Olsen & Joakim Frøystein, Musikcaféen

Den århusianske forening Litteraturen På Scenen har nu i alt fem gange præsenteret de såkaldte Lyd+Litteratur-festivaler, hvor musikere og forfattere sættes sammen, og nye kunstneriske udtryk opstår. Således også i år, vanen tro på Musikcaféen. Fredag aften var festivalen modsat dagen før ganske velbesøgt, måske fordi Litteraturen På Scenen kunne præsentere et par ægte koryfæer: Lyrikeren Ursula Andkjær Olsen, der er noget så sjældent som en digter, der rent faktisk kan sælge bøger, og den musikalske duo Olesen-Olesen.

Koordinat
Først skulle vi dog lige opleve Koordinat. En seks m/k høj performance-digtergruppe, der fremførte en række egne digte i en særdeles rytmisk og musikalsk påklædning. Såvel unisont som polyfont, skiftevis talende, rappende og syngende, ofte med flere forskellige verselinjer i spil samtidigt, altså en slags mundtlig systemdigtning, og digtene så da også imponerende ud, sådan som man kunne se dem løbe ned over de seks performeres alenlange, sammentapede papirer. Også indholdsmæssigt var der masser af kød på lyrikken, der ofte kredsede om forskellen mellem det rige vesten og den fattige tredje verden på skarp, fyndig og hyppigt ganske humoristisk vis. Stærkt – men den godt en time lange performance gik dog en smule i selvsving til slut. Skær en halv time væk, gutter og gutinder, så bliver det rigtig stort. (Fire stjerner)

Ursula Andkjær Olsen og Joakim Frøystein
Ursula Andkjær Olsen har med rette fået masser af roser og også et pænt publikum til sine både sanselige, flertydige og temperamentsfulde digte, som hun ofte fremfører offentligt. På Musikcaféen gik det da også over stok og sten i hvert fald i første halvdel af hendes optræden sammen med den norske elektronikamusiker Joakim Frøystein, der som solist også kendes under navnet Sugarghost. Frøystein lagde et nuanceret lydunivers rundt om Olsens højenergiske digte fra hendes nye bog "Skønheden Hænger På Træerne" – til tider diskret knitrende elektronik, andre igen hårdtpumpende rytmer og yderligere andre gange ren støj. Af og til skiftede Frøystein laptoppen ud med en elektrisk guitar, som liggende i skødet på Frøystein kunne frembringe nogenlunde de samme lyde som computeren, blandt andet gennem kontante slag og alternativt fingerspil. Spændende lydlandskaber foldede sig ud mellem ørerne på lytteren, men ordlyden og meningen i Olsens digte gik ofte lidt tabt i det veritable sansebombardement, man blev udsat for. Så klædte det faktisk duoen at gå markant ned i tempo i anden halvdel af deres sæt, hvor Olsen fremførte nogle nye og mere drømmende og sanselige end aggressive digte til mere afdæmpet musik, hvor Frøystein blandt andet transformerede sit skødeinstrument til en slide-guitar. Et stærkt makkerpar. (Fire stjerner)

Olesen-Olesen
Aftenen sluttede af med en musikalsk duo uden egentlig forfattertilstedeværelse. Det vil sige, den syngende broderhalvdel, Peter H. Olesen, har udgivet to bøger med korte digte, fragmenter, eller hvad man nu skal kalde dem, og dem læste han da også lidt op af undervejs, men ellers stod den på begavede dansksprogede sange fra Peter, bror Henrik på guitar og åndsbror Michael Lund på vanligt velspillet og stemningsfuld lapsteel- og dobroguitar. Som tekstforfatter er Peter H. Olesen i særklasse på den danske scene – få beskriver som ham den berømte nordiske melankoli så poetisk og lige præcis dér på skellet mellem alvor og ironi. Med slet skjulte hilsner til de danske digtere, der inspirerer ham så meget. Som vanligt leverede Olesen-Olesen er tændt performance, men af uvisse årsager var det ellers hidtil så andægtigt lyttende publikum blevet noget højrøstet, hvilket lagde en dæmper på kommunikationen mellem publikum og orkester. Men alt i alt en fin afslutning på en vellykket aften, der traditionen tro undersøgte og udvidede krydsfeltet mellem litteratur, lyd og musik. Jeg glæder mig allerede til næste år.
(Fire stjerner)