Anmeldelse / Live / Onsdag d. 29-11-2006 kl. 14:59

The Killers
Carling Academy Brixton, London,
tirsdag d. 28. november 2006

Anmeldt af Danni Travn

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Med den store rockillusion som våben vandt The Killers ”hjembyen” London for en kort stund.

”I seeeeeee Loooondoooon …” erobringsmanden kigger ud i horisonten på en by, han altid har villet vinde. Ingen tvivl om, at ørkenamerikanerne i The Killers i almindelighed og frontmand Brandon Flowers i særdeleshed har et særligt forhold til byen, som vikingerne tog magten i i 870. Og omvendt: At det engelske publikum har et særlig varmt forhold til The Killers; et forhold, der har varet ved på trods af, at kvartetten til dels har fjernet sig fra debutens anglofili til fordel for ”Sam’s Towns” lidt forkrampede forsøg på at skrive et stort amerikansk rockepos a la ”Born to Run”.

Det har lignet en total invasion: The Killers’ andet album strøg straks til tops på den engelske hitliste, og bandet kunne hurtigt melde udsolgt til denne uges tre koncerter Carling Brixton Academy – samt til alle koncerterne rundt om i landet. På samme måde gik der ikke mange minutter, før billetterne til bandets to februar-koncerter i Wembley Arena havde fundet en ejermand.

Mange af dem var sikkert også til stede tirsdag aften. Og mange af dem var slet ikke ejermænd, men oversminkede tøser af den slags, der hele koncerten rakte hylende og grådigt ud efter Brandon Flowers – som børn efter isvafler. Så egentlig burde de måske hedde The Glitters. De er jo ikke særlig farlige; til gengæld er de ret dygtige til at lege stjerner. Ja, faktisk så dygtige, at det kan være svært at se, hvornår det ambitiøse band slutter, og den kyniske markedsføring starter – og dermed om ambitionerne i virkeligheden handler om at være store og ikke nødvendigvis gode.

Den naturlige følge har været, at selv om succesen er kommet i stride strømme, har The Killers fra starten haft problemer med at vinde rock ’n' roll street credit. I den sammenhæng hjælper det heller ikke, at Brandon Flowers nu bliver underkastet en komplet hysterisk ikonisering. At bandet, eller i hvert fald pladeselskabet, er med på den, illustreres fint ved salget af ”I love Brandon”-t-shirts. På samme måde virkede deres nye julesang, ”A Great Big Sleigh”, plantet i sættet alene for at sikre lidt ekstra singlesalg, når den udkommer 5. december – naturligvis på iTunes. For ellers var den ikke meget andet end en tydelig sammenstykning af melodistumper fra ”Sam’s Town”-sangene – og så var den, som alt andet omkring bandet, fuldstændig blottet for ironi.

Når alt, alt det er sagt, så er fordelen ved den bombastiske konstruktion The Killers, at når det fungerer, fungerer det virkelig. Eksempelvis er ”Mr. Brightside” nu en gang et af de bedste numre, der er skrevet på denne side af årtusindskiftet. Den var alverdens ventetid værd, da den som sidste nummer i hovedsættet bankede over scenekanten i et fyldigt, indslusende new wave-brag, hvor Flowers formåede at synge helt gennem den soniske mur.

Tidligere i koncerten kneb det ellers lidt – først og fremmest i de gungrende sange fra seneste udspil. Kontrasten pladerne imellem var nemlig tydelig: ”Hot Fuss”-numrene, minus den åndssvage ”Glamorous Indie Rock ’n Roll”, havde den glatte smidige new wave-flade at stryge henover, mens ”Sam’s Town”-numrene stod lidt mere stille.

Det gjorde Flowers dog ikke. Han kunne tages for en ny Freddie Mercury, som han sangprækende drønede omkring på scenen mellem, over og under trækasser, lyskæder, farverige vimpler, et dobbeltkeyboard med en boblende 1950’er-futuristisk fod samt et klaver fyldt med tingeltangel og et kringlet, rødt neonlysende ”Welcome”-skilt. Alt var så kitsch og kulturelt sammensat, som kun Vegas kan gøre det; inklusiv den opkvikkende ompa-intro – lånt direkte fra Kaizers Orchestra – som åbnede koncerten.

Utvivlsomt var der altså lagt an til den store forførelse – en ny erobring af London – og det lykkedes. Killers- (eller Glitter-) entusiasterne overgav sig hengivent til alt, hvad bandet smed efter dem. Og forståeligt nok. Det er nemt – og tilfredsstillende – at lade sig overrisle og nedkæmpe af illusionen om ægthed, når kvartetten komprimerer så meget brusende, hypermelodisk energi ned i ”When You Were Young”, ”Jenny Was a Friend of Mine”, ”Somebody Told Me” og ikke mindst mesterværksmomentet ”Mr. Brightside”. På scenen brænder The Killers igennem, som vil de være evige sejrherrer, men kort efter koncerten glider magten ud af deres hænder, og ilden dør ud. For du ved godt – eller bør vide – at det hele blot var en illusion.