Anmeldelse / Live / Fredag d. 01-12-2006 kl. 11:57

Guillemots
Loppen, København,
torsdag d. 30. november 2006

Anmeldt af Lars Rønn Olsen
Foto: Lars Rønn Olsen

GAFFA		6 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Smuk musikalsk rejse igennem dystre landskaber, håbefulde oaser og ren uforfalsket livsglæde.

+ Se hele galleriet

En excentrisk singer/songwriter, en klassisk uddannet kontrabassist, en brasiliansk guitarist med hang til prog-rock og en skotsk perkussionist, lyder umiddelbart som et forvirret lydeksperiment. Med inspirationer fra jazz, samba, klassisk, Motown, indierock, og storladen ”anthem-rock” er London-kvartetten Guillemots virkelig et unikt blandingsprodukt, som udskiller sig fra mængden af ligeledes storladne og pompøse bands. Dette gør de uden at falde i avantgarde-fælden, og formår at udnytte sine inspirationskilder på en virkelig veldisponeret og interessant måde.

At Loppen i aftenens anledning ikke var komplet udsolgt og pakket til rafterne, er nok en gåde for enhver, der har lyttet til ”Through The Window Pane” eller blot hørt om Guillemots gennem en ven af en ven. De mere intense rammer skulle dog senere i koncerten vise sig at være til de fremmødtes største fordel, da Guillemots på ingen måde havde tænkt sig at lade sig anfægte. Aftenens første nummer var det dystre, men alligevel håbefulde klaverbaserede nummer ”My Chosen One”, og allerede her stod det krystalklart (hvis man da ikke havde gennemskuet dette fra albummet) at Fyfe Dangerfield er en aldeles gudbenådet sanger og sangskriver.

Hvis man herefter stod med forventninger om en helaftens sjæler med sin udkårne, tog man dog fejl. I andet nummer ”Go Away” røg Dangerfields hat, frakke og halstørklæde nemlig af, og man måtte se det mørke dystre lydbillede blive blændet af et massivt støjkaos skabt til dels af den flankerende blæsersektion bestående af saxofon og klarinet. Derudover havde guitarist MC Lord Magraõ medbragt forskellige artefakter såsom boremaskine, megafon og skrivemaskine. I starten var underholdningsværdien af dette en anelse distraherende, men genstandene blev hurtigt en positivt integreret del af lydbilledet.

Gennem de næste syv numre holdte Guillemots et niveau og en intensitet, der indtil videre kun havde eksisteret i dagdrømme med ”Through The Window Pane” spillende i iPoden. Publikum havde forlængst komplet overgivet sig, og alt hvad vi havde givet, var vi på vej til at få igen tifoldigt. Efter nummeret ”Redwings” forlader bandet scenen og Dangerfield proklamerer, at det næste nummer (som ikke engang stod på bandets egen sætliste) ville blive et stille et af slagsen. Med blot et lille uforstærket Casio-keyboard i hånden og mikrofonen slukket blottede han sig fuldstændig og opførte ”Blue Would Still Be Blue” i den mest skrøbelige og ærlige udgave man overhovedet kan forestille sig. Efter de 5 minutters komplet stilhed udbrød det måbende publikum i et bifald af en anden verden.

Den ordinære koncerts sidste to numre blev et sandt sambainferno, hvor samtlige roadies og lydmænd måtte på scenen og hjælpe til med percussion, og bandet kunne nu se sig udvidet til et ni mand stort orkester. Guillemots er virkelig et band, der forstår at disponere en koncert til perfektion, og på trods af at publikum havde lidt svært ved at være stille under ekstranummeret, en akustisk version af ”We're Here” (hvilket også er utopi at forvente efter ”Sao Paolo” for fuld udblæsning), var det en virkelig flot afslutning.

På trods af at musikerne fungerede perfekt som enhed musikalsk, lod de konstant til at befinde sig i hver deres verden på scenen. Fra deres egen lille excentriske niche tilføjede de hver især deres unikke charme til en optræden, der står som den mest troværdige og intense koncert, undertegnede har oplevet i 2006.