Amerika og England mødes hos fascinerende albumdebutant

Fotografiet af Benjy Ferree siger en del om hans sange. Det viltre skæg og korte hår får nemlig enhver americana-kender til straks at sætte ham i bås med prominente vildmænd som Will Oldham, Iron & Wine og Robert Fisher fra Willard Grant Conspiracy. Men det ydre snyder, ligesom debutens numre, der kun umiddelbart kan kategoriseres som uramerikanske. For inde bag violinerne, harmonikaerne og slide-guitarerne står en flok melodier, der skylder engelske kunstnere som Ray Davies, Marc Bolan og The Beatles mere end en del. Kombinationen fungerer imidlertid rigtig godt, og sangene løftes kun yderligere af den rå, slackede produktion, der ikke mindst klæder fortolkningen af Johnny Cashs A Little At A Time. Men lad os afslutningsvis vende tilbage til Oldham, som Feree indrømmer at være inspireret af. Og så alligevel ikke, for det var Oldhams tidlige filmkarriere, der fascinerede ham, ikke hans musik. Og sådan er det tilsyneladende bare med denne begavede debutant, hvor intet helt er, hvad det synes at være – og tak for det.