De danske ambassadører for futuristisk metal er ude med deres hidtil mest ambitiøse udspil
Efter at forsanger Michael Bøgballe forlod de danske ambassadører for futuristisk metal, Mnemic, så det en overgang ikke alt for lyst ud for bandet. Efter lidt line-up-knas er det dog lykkedes dem at vende situationen med den franske sanger Guillaume Bideaus (ex-Scarve) entre. Passenger er Mnemics hidtil mest ambitiøse, velkomponerede og velproducerede udspil. På albummet eksisterer tyngde, teknisk, halsbrækkende detaljer og hooklines i en harmonisk sameksistens. Det mest indlysende eksempel herpå er albummets første egentlige nummer, In The Nothingness Black. Her viser Bideaus også, at hans brøleri kan klare selv den skarpeste konkurrence. Der er dog hans regulære sang, der for alvor har givet Passenger og Mnemic et løft. De fleste sange er således udstyret med omkvæd, hvis melodilinjer sagtens kan matche de hårde synkoperede riffpassager, hvad angår kompleksitet og slagkraft. Læg hertil at Mnemic på Passenger slipper af sted med at riffe skævt og teknisk, uden at det går udover sangskrivningen.









14-01-10 10:47 | Besvar
Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.