Anmeldelse / Live / Onsdag d. 13-12-2006 kl. 09:37

Surfact
Gyngen, Århus,
tirsdag d. 12. december 2006

Anmeldt af Mikkel Elbech

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Tight og velspillet, men noget monoton og klichéfyldt 90’er-pastiche fra årets Starfighters-vindere

En tilfældig, regnvåd tirsdag aften blev Gyngen i Århus forvandlet til et vindue ind i Surfacts hårdtrockende verden af 90’er-pastiche. De fem unge københavnergutter vandt Starfighters-konkurrencen på årets udgave af Danmarks Smukkeste Festival, og dommerkomitéen begrundede sejren med gruppens ”star quality” og ”store udviklingspotentiale”. At gruppen har potentiale, blev helt sikkert bevist på Gyngen. Ingen tvivl om, at der er tale om en samling ganske kompetente musikere. Når de så samtidig tager sig ganske godt ud på scenen, er der heller intet, der står til hinder for, at de bliver store stjerner. I hvert fald ikke på den visuelle front.

Men nu er det jo i sidste ende den solide sangskrivning, der skal sikre et band den helt store succes. Og så solidt er Surfacts materiale endnu ikke. Heller ikke selvom man drømmer sig 14-15 år tilbage til den tid, hvor musikken havde en noget større tendens til at lyde sådan, som Surfact lyder i dag. Bandet lister selv bl.a. Pearl Jam, Alice In Chains og Nirvana som inspirationskilder på deres MySpace-side, men det behøver man ikke at have læst for at høre, at det er Seattle, som Surfact-antennerne især har været rettet imod. Der er bare ingen ”Jeremy” eller ”Rooster” og bestemt ingen ”Smells Like Teen Spirit” at finde blandt de 12 sange, som bandet fremførte denne tirsdag aften.

Nuvel, det er jo ikke noget krav, at man skal skrive de helt store klassikere for at være et interessant band. Og Surfact er bestemt ikke uinteressante. De spiller enormt tight, og ikke én gang i løbet af koncerten var der noget, der lød som noget, det ikke var meningen, at publikum skulle have hørt. Lyden var overraskende fornuftig, og energiniveauet lå på et behageligt højt, men ikke overstadigt plan. Alt sammen elementer, der bevirkede, at man ikke kom til at kede sig for meget, men derimod kunne tage sig selv i at rokke med til de hårdtpumpede riff, der fyldte rummet ud næsten hele aftenen igennem.

Hvad Surfact imidlertid har styr på på riff-fronten, mangler de desværre på melodi- og tekst-fronten. Der er dømt rock-metervare i al for stor stil, og det gør det til en noget monoton oplevelse at lytte til 12 sange, hvor et stort flertal er skåret efter den samme skabelon. Kun sjældent dukkede der melodistumper op, som syntes særligt originale eller catchy, og det univers, der beskrives rent tekstligt, er for det meste også ganske klichéagtigt: ”I couldn't stand the pain I caused inside you / The darkest sides of me was all that shined through” synges der i den obligatoriske sjæler ”Sugarcane”, mens man i ”Make You Fail” kan høre ordene ”As my tears ran dry / I found no way to compensate my pride / These wounds ain't mending at all”.

Efter 10 numre forlod bandet scenen og gik lettere påtaget helt ud af lokalet. På Gyngen betyder det, at man skal trave ned gennem publikum, hvilket i sig selv er en smule akavet. Mere akavet blev det dog uden tvivl, da der blev absolut stille efter bandets exit. Det rungende krav om ekstranumre udeblev, og man undrede sig over, hvordan de mon ville få sig selv op på scenen igen. Til deres held havde de dog en del venner blandt publikum, der formåede at få folk til at klappe dem frem igen. ”Så skal I fandme også få et!” lød det fra scenen, da de nåede tilbage op på den, med henvisning til illusionen om, at folk var ellevilde efter at høre mere.

Det var dog af det gode, at bandet kom tilbage, for det første af de to ekstranumre var utvivlsomt aftenens bedste nummer: Endelig lykkedes det at få Seattle-inspirationen til at gå op i en højere enhed. ”Feel Lost” havde afgjort ekstranummerkaliber, og krydret med en glimrende guitarsolo og nogle af de samme kvaliteter som Pearl Jams ”Go” var nummeret helt deroppe, hvor man ville ønske, resten af koncerten havde været. Aftenens sidste nummer var dog af samme metervare som de fleste øvrige numre, så det havde bestemt ikke gjort noget, om koncerten havde været slut efter ”Feel Lost”.