Rå og uimponeret Rickie Lee Jones kaster sig over Jesus Kristus

Rickie Lee Jones er en af den amerikanske rockscenes kvindelige dinosaurer. Som eksempelvis Marianne Faithfull og Patti Smith en sangerinde, der ikke blot kan affejes som en ubetydelig døgnflue, alene af den grund, at hun spiller og synger på tredie årti. Faktisk lyder hun på sin nye, overraskende garage-rå cd – der handler om Jesus Kristus – netop som en blanding af de to samtidige dinosaurer. Momentvis, som var hun inspireret af Velvet Underground og Van Morrison. Momentvis som en sanger, der er helt bevidst om og tro over for sin egen forhistorie. Historien om The Sermon On Exposition Boulevard er i sig selv interessant: En L.A.-baseret forfatter og musiker, Lee Cantelon, ville indspille en lo-fi, low-cost, audio-version af sin bog The Words, en bearbejdning af Jesu Kristi lære. Til at løse opgaven bad han en række venner og bekendte – heriblandt Rickie Lee Jones – træde op. Men da netop hun, af alle, mødte op for på Cantelons atelier at genfortælle og indspille sin del af teksten, improviserede hun i stedet en hel sang over lignelsen. Dét blev med en efterfølgende bearbejdning til cd’ens første nummer, Nobody Knows My Name. Med sin overraskende og aldeles nærværende improvisation overtog hun pludselig projektet og improviserede sig med afsæt i bogen gennem materialet til hele albummet. The Sermon On Exposition Boulevard er og bliver da også et uhyre autentisk, levende og organisk album. Et råt og upoleret album præget af dinosaurens sans for det poetiske og det musikalske.