Den store norske knytnæve tæsker videre på album nummer to

Eliksir åbner til tonerne af rådhusklokker, der bimler et Skambankt-riff. Så er tonen ligesom sat for andet fuldlængde-udspil fra Kaizers Orchestra-guitarist Terje Vinterstøs knytnæve af et rockband. Igen gungrer den Motörhead-inspirerede punkrock derudad på de endeløse norske landeveje – tungt, bombastisk og med fin fornemmelse for overdrivelsens kunst. Der er kommet mere fokus på melodimaterialet på Eliksir, hvor Skambankt mere end nogensinde sender tankerne i retning af Kaizers Orchestra. Om end i en usædvanlig bister udgave, klinisk renset for balkan-toner og singer-songwriter-inspiration. Piano og Farfisa-orgel udvider det betontunge lydbillede, men ellers bliver Skambankt ved de gamle dyder. Hidsige vokaler og væg-til-væg-råbekor, skarpt skårne rockriff og en nådesløst kværnende rytmesektion. Skambankt er et band, du ved, hvor du har. Faktisk følger nordmændene deres muse med så indædt konsekvens, at deres udladninger bliver en anelse monotone i længden. Til gengæld er Eliksir umanerligt veldrejet fra sang til sang – og særdeles virkningsfuld i afmålte doser.