Anmeldelse / Live / Fredag d. 02-02-2007 kl. 10:50

Outlandish
med The Gypsies, The Scala, London,
onsdag d. 31. januar 2007

Anmeldt af Kristian Alsing
Foto: Staffan Gnosspelius

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Outlandish har format til at styre – selv i hjertet af London

+ Se hele galleriet

Hjertet af London. Scenen var bogstaveligt talt sat til dansk hiphop før den engelske udgivelse af Outlandishs seneste album "Closer Than Veins", der udkommer i Storbritannien 26. marts. Ved koncertens (officielle) start var køen næsten allerede smuttet ind i varmen. Salen var i høj grad præget af unge forventningsfulde piger, hvilket ledte til det uvante, at stemningen i udpræget emmede af østrogen og ikke af den tunge machostemning, som andre hiphop-koncerter ofte domineres af.

Opvarmning: Gypsies
Det blev således en fin kontrast, da opvarmningsbandet Gypsies lagde ud med energisk – næsten hårdtpumpet – hiphop. Med tekster der var noget sloganagtige, såsom ”What’s that sound?” og ”What you got?” og et sammenspil mellem de to rappere, der ikke altid fungerede, blev det dog ikke helt i top. Gypsies opfyldte dog deres (initiale) mission på okay vis. Publikum blev varmet godt op og de gik næsten amok, da Jonas, som er en mere eller mindre fast del af Outlandish’ tour, gik på scenen til deres 5. og sidste nummer.

Forventningens glæde var enorm i den lille – næsten ideelt indrettede – koncertsal. BBC Radio 1 Asian Network arrangerede og promoverede koncerten, og fremmødet var helt i top. Faktisk var støjen fra den helt fyldte sal imponerende under pausen mellem opvarmningen og hovednavnet. Pausen var måske lidt lang, men lyden blev finjusteret og var i top under næsten hele koncerten, og så var det faktisk okay lige at have tid til at træde af på naturens vegne og hente et par øl.

Outlandish
Herefter blev Outlandish præsenteret af to dj’s fra BBC Radio 1 og AsianNetwork. Jubelen ville næsten ingen ende tage. Den koncert, alle ventede på kom i gang, og Outlandish viste straks, hvorfor de var hovednavn. Første nummer mindede straks publikum om, hvad de, efter alt at dømme, var der for, nemlig de fine melodier og søde ballader. Waqas, Lenny og Isam viste dog også lige fra starten, at de har meget mere at spille på. De er alle tre gode rappere, og Lennys første latino rap vakte stor glæde.

Waqas viste sin spændevidde som rapper under ”Kom Igen”, hvor han rappede sig helt op i en spids med et heftigt dobbelt-tempo. Samtidig fungerede det fint med sangeren Jonas og det danske omkvæd ”kom igen, du’ min elskede ven”, selvom hovedparten af salen vel ingen anelse havde om, hvad det betød.

”Look Into My Eyes” blev indledt med et minuts tid af Bob Marleys ”No Woman No Cry”. Herefter kom ”Callin’ You”. På det tidspunkt stod jeg med en fornemmelse, at nu var det vist sødt nok, ligesom Lennys latino-raps begyndte at blive lidt ensformige. I vid udstrækning en smagssag, men det er den balance, Outlandish skal finde, når de laver hiphop med så udpræget fokus på ballader og at redde verden. Heldigvis har de udviklet deres show til at håndtere denne udfordring. På plade bliver det for sødt til min smag, men live udnytter de den energi, som bassist, guitarist og trommeslageren fra Gypsies leverede under hele koncerten. Med 10 mand på scenen var underholdningen i top. I mine øjne var opvarmningsbandet således langt vigtigere under selve showet end som egentlig opvarmning. Ros fra denne anmelder til Outlandish for at se og udnytte den mulighed og ros til Gypsies for at tilføre energien.

De to BBC-dj’s fik lidt stjernetid i form af tak for støtte til Outlandish og blev derefter sat til at battle, hvilket udmøntede sig i det meane punjabi-dis. Om disset var Per Vers værdigt, skal jeg overlade til de folk i publikum, som rent faktisk forstod det, at bedømme. Det var dog et underholdende indslag, som igen kunne lette stemningen oven i al den politiske korrekthed, der dog fortsatte ufortrødent med ”Guantanamo”.

Godt en time ind i koncerten kom højdepunktet med Outlandish’ glimrende cover ”I Only Ask of God”, der oprindeligt blev skrevet af argentinske León Giecos. Denne satte godt gang i en del dansen blandt publikum, og med ”Walou” som næste indslag var stemningen sikret.

Man binder os på mund og hånd og Aicha fungerede perfekt som ekstranumre. Publikum fik lige præcis det, de kom for. Til tider blev gammelkendte kneb fra hiphoppens værktøjskasse brugt, som efter ”Walou” hvor ”put your hands in the air and wave ’em like you just don’t care” virkede lidt som fyld, men under den længe ventede ”Aicha” fungerede tempo- og temperament-skiftet med opfordringer til at hoppe lidt rundt (læs: JUMP!) rigtig godt.

Før koncerten havde jeg min tvivl på om, hvorvidt Outlandish ville være i stand til at underholde os, der er tilbøjelige til at synes, det kan blive for sødt og ”righteous”. Okay, det er et faktum, at jeg er en gammel kyniker, men at ”music is more powerful than any politician”?! Jeg er sgu ikke helt overbevist. Min tvivl med hensyn til showet blev dog gjort til skamme.

Spændevidden, talentet og rutinen er i top, og Outlandish formåede i stort omfang at forbinde hiphop elementer med balladerne. På trods af en rigtig stærk præstation på den front, så er slugten, der skal forceres, dog så stor, at jeg står tilbage med lidt en følelse af, at jeg har været til to forskellige koncerter henvendt til to forskellige publikum. Det trækker lidt ned. Overordnet er det dog en rigtig stærk præstation, der viser, at Outlandish har format til at styre - selv i hjertet af London.