Anmeldelse / Live / Fredag d. 02-02-2007 kl. 12:39

The Kissaway Trail
Café Kræz, Odense,
torsdag d. 1. februar 2007

Anmeldt af Søren Klæstrup
Foto: Johanne Hesseldahl

GAFFA		3 stjerner
Læserne		1,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Velspillende band + uegnet spillested = jævn koncert

+ Se hele galleriet

Det nye stjerneskud på den danske musikhimmel holdt gløden på en aften med svære betingelser. The Kissaway Trail har musikken til at begå sig på et hidsigt musikmarked, men det kræver mere kant og vilje til at finde frem til det unikke. Slip hæmningerne og brænd igennem.

På vej til koncerten på det nyrenoverede Café Kræz i Odense midtby var det med en vis portion skepsis og pessimisme opbevaret i overfrakken. Endnu et band udråbt til at være det nye store band, der for alvor nedbryder grænserne og når ud over landets næsetip. Og samtidig en gruppe unge fyre, der har hentet klar inspiration i nutidens korrekte påklædning, optræden og attitude.

Når man skal anmelde en koncert, forfalder man tit til klichéer. Det er selvfølgelig uheldigt og ikke særligt brugbart. Men et godt sted at starte for et band, hvis man selv ønsker at frembringe en enestående omgang efterkritik, er at undgå de gængse klichéer. Stop med at efterligne jeres helte, og fuck nu om håret sidder, som det skal. Giv publikum det, de vil have: velspillet musik og en fed oplevelse.

Straks ankommet til Café Kræz blev den pessimistiske overfrakke dog smidt. Ikke i garderoben, for den fandtes ganske enkelt ikke(!), men i et tilfældigt hjørne af caféen. Efter at have gennemført lydprøve, akkompagneret af Phil Collins, Justin Timberlake og Ace of Base i baggrunden, åbnede The Kissaway Trail ud med en dynamisk og intens omgang musik. Numre som ”La La Song”, ”Tracy” og hittet ”Smother + Evil = Hurt” fungerede rigtig godt, og man var som publikum med fra starten af. Bandet brugte ikke lang tid på at spille sig varme, som så mange andre. I stedet virkede de sikre i deres musikalske udtryk.

Trods de velspillede numre brændte de fem gutter dog ikke for alvor igennem. Der manglede noget fandenivoldskhed og en større omfavnelse af publikum. Det var en lille intim koncert, og dertil hører en vis portion sammenspil, der giver de tilstedeværende en fornemmelse af at være vidner til noget unikt. Den opgave formåede The Kissaway Trail ikke at løse. Tværtimod fremstod de en lille smule kejtede i deres kontakt til publikum og virkede faktisk en kende benovede over at stå over for hjemmebanepublikummet i Odense.

Bandet er tidligere blevet forbundet med Mercury Rev og The Flaming Lips. Dertil kunne man med god grund tilføje et band fra vores egen lille andedam, Mew. The Kissaway Trail har lidt af samme storladenhed over deres musik. Der er rigeligt med backing vocals, guitar og dundrende trommespil. Eneste minus ved musikken og koncerten var dog, at den i længden kunne virke en anelse triviel. Der manglede ganske enkelt større afveksling mellem numrene, hvilket drengene selv nævnte: ”Nu er det tid til et stille nummer, heroppe fra lyder det nemlig lidt som en masse støj…”

”Hvem er det, der spiller?”
Aftenens koncert på Café Kræz var begyndelsen på en vinter/forårs-tour, der bringer bandet rundt i landet. Og på vegne af The Kissaway Trail kan man kun håbe, at de kommende spillesteder er langt mere egnede til at holde ordentlige koncerter. Idéen med at holde denne type arrangementer på Café Kræz virker som en smart barchefs nye koncept. Men faktum er altså, at rammerne ikke er til det. Caféens lokale er for smalt, for langt, og der mangler en ordentlig scene. Det skader i den grad lyden og det visuelle. Når gæsterne samtidig har forskellige intentioner, harmonerer tingene ikke.

På caféen var der vel lidt under 400 gæster, og mit bud er, at det var under halvdelen, der rent faktisk var kommet for at se The Kissaway Trail. I krogene kunne man da også høre spørgsmålene: ”Hvem er det egentlig, der spiller?” og ”er de kendte?”. Ikke rigtigt, men det bliver de.

For gutterne har helt sikkert potentialet til at nå rigtig langt. Når først de får noget rutine, udvikler deres musik yderligere og for alvor rammer en nerve i publikum, ser tingene særdeles positive ud. Det var ikke bandets skyld, at der var elendig lyd på Café Kræz, men i fremtiden skal de skynde sig at erkende, at det ikke er stedet at erobre nye fans.

Efter koncerten pakkede jeg mig igen godt ind for at møde vinterkulden, men denne gang var det en knap så pessimistisk overfrakke, der forlod stedet.