Michael Hamilton, med Michael Weston King, VoxHall, Århus

Michael Hamilton: med Michael Weston King, VoxHall, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den århusianske sanger og sangskriver Michael Hamilton er efterhånden blevet et fænomen i hvert fald på sin hjemmebane. Ofte giver den selverklærede "lille lort fra Skive" mere eller mindre udsolgte koncerter på mindre, værtshus- og caféagtige Århus-steder som især Gyngen, hvor han underholder sit ofte dedikerede publikum med underfundige, dansksprogede sange og et særegent show. Et show, hvor optræden i gummistøvler og narrehat samt uddeling af spørgeskemaer til publikum hører til de faste ritualer. Blandt de udfyldte spørgeskemaer trækker Hamilton lod om en koncert med Hamilton hjemme hos vinderen. Og nåja, så er der altid gratis adgang for folk i gummistøvler til hans koncerter, idet Hamilton er sponsoreret af Rasmussen – Den Lille Elefant. Hvem sagde branding?

Lørdag aften var Hamilton så rykket en liga op, idet han havde sat en koncert op på VoxHall med plads til 500 personer. Noget af et overkill, skulle det vise sig, idet kun omkring en tiendedel af kapaciteten var mødt op. Det skulle dog vise sig ikke at være nogen mærkbar hæmsko for Hamilton, men mere om det senere. Først lidt om Hamiltons opvarmning, Michael Weston King.

Michael Weston King
Den engelske sanger og sangskriver Michael Weston King er endnu temmelig ukendt på disse breddegrader, men har optrådt i Danmark adskillige gange efterhånden, blandt andet på de populære sangskrivningstræf Song Island på Samsø. Weston Kings våben er en sangskrivers klassiske arsenal: Stemmebånd, akustisk guitar og enkle sange med poetiske tekster. Og alle tre dele fungerede fortrinligt denne aften: Weston King har en forholdsvis lys, let nasal og vibratobelagt stemme, som giver visse associationer til ikke mindst den åndsbeslægtede canadier Ron Sexsmith, og hans sange og guitarspil gik smukt op i en højere enhed. En melankolsk tone var gennemgående, men King undgik heldigvis den rendyrkede dødbiderstemning gennem sine underfundige replikker mellem sangene. Eksempelvis ved at udlodde en flaske champagne (på VoxHalls regning!) og en cd, hvis nogen fra publikum kunne gætte, hvem der oprindeligt havde lavet diskoklassikeren "Young Hearts Run Free", som var et af de covernumre, King fortolkede undervejs i sit sæt. Det kunne ingen dog svare på (bortset fra undertegnede, men jeg havde også læst på lektien i forvejen) –– men det var altså Candi Staton, kunne King fortælle. Så det danske publikum var altså ikke bedre end det norske, som dagen før også havde måttet give fortabt på dét spørgsmål, grinede King underfundigt (Fire stjerner)

Michael Hamilton
Efter en kort pause var det så tid til Michael Hamilton. Som vanligt lagde han ud med sin signatursang, der åbner med følgende linjer: "Akkurat som Osama Bin Laden / Er jeg evig og altid på farten / Akkurat som Bin Laden & Kjukken / Er jeg ude på glatis med pukken / Hvornår bli'r verden for alvor min? / Hvornår bli'r jeg mere end bare til grin?"

Så var banen ligesom kridtet op, og den næste halvanden time var en rent tæppebombardement af Hamiltons utrolig velskrevne, iørefaldende, medrivende og syng-med-venlige sange, hvor teksterne vælter med bizarre ordspil og både rummer gakket humor og dyb alvor, fuldt på niveau med fremragende tekstforfattere som Peter Sommer, Simon Kvamm og Kenneth Thordal. I den mere alvorlige ende finder vi den helt nedbarberede, dybt sørgmodige "Hun Har Anoreksi" med dette dystre omkvæd: "Hun har anoreksi / Den stakkels lille pige / Hun har anoreksi / Og snart er det forbi" og linjer som "Se på hendes ribben / Og du ser en xylofon" og "Hun finder ind til sig selv / Mens hun slår sig ihjel." En sang, der fik en ekstra klangbund med lørdagens tv-nyhed om, at flere plastikkirurgiske klinikker i Danmark velvilligt har udført fedtsugninger på anorektikere, der i forvejen vejede helt ned til 40 kilo.

Som sædvanlig var Hamilton showman med stort S og fik hurtigt sat fut i det spartanske publikum, der blev aktiveret med både fællessang, stjernekastere og sangønsker, inden alle mod koncertens slutning blev inviteret med op på scenen. Undervejs havde han også i bogstaveligste forstand en joker i baghånden, da han i et nummer sang "Jeg vil redde verden", hvorefter han tog en kam frem og begyndte at rede håret på et par af de forreste publikummer! På dette tidspunkt måtte undertegnede bryde ud i et latterbrøl endnu større, end da fru Fernando Møhge tidligere på aftenen i "Matador" ville have gravet sine familieværdier ned i familien Varnæs' baghave, fordi tysken var kommet.

Undervejs i sættet var der også plads til et par musikalske gæster, de fine lokale upcoming-sangskrivere Jonas Dahl og Annika Aakjær, inden aftenen sluttede af med igen at få Michael Weston King på scenen til et par duetter med Hamilton, blandt andet i deres fælles, smukke sang "From Out Of The Blue", igen et eksempel på Hamilton i det mere alvorlige hjørne.

Skulle du endnu ikke have fattet det, kære læser, så aflæs mine læber: Michael Hamilton er en hamrende talentfuld dansksyngende sanger og sangskriver, og det er mig en gåde, hvorfor han endnu ikke for længst er blevet opdaget af et pladeselskab. Hans absolut bedste sang, "Som En Tankstation", har hitpotentiale på linje med Nephews "Movie Klip" og Peter Sommers "Valby Bakke". Omkvædet lyder: "Som en tankstation på en rasteplads på din motorvej / Holder jeg åbent døgnet rundt for dig". Michael, hvis det er mig, der vinder dig i din spørgeskemakonkurrence, holder jeg også åbent. Døgnet rundt. (Fem stjerner).

Bonus: Mads Heinesen, Thomas Baz og Morten Thuesen
Som om dette overflødighedshorn ikke var nok, fik vi oven på koncerten på den lille caféscene en lille bonus i form af tre eksempler på sangskrivere fra foreningen Århus Sangskriver Værksted, hvor lokale singer-songwritere mødes og udveksler erfaringer: Mads Heinesen, Thomas Baz og Morten Thuesen. Hver gav tre-fire sange for stemme og akustisk guitar og gjorde det fint. Heinesen og Thuesen på dansk, Baz på engelsk. Både Heinesen og især Thuesen havde en vis naivistisk, humoristisk og charmerende tone i deres hjerte-smerte-baserede tekster, så man kom til at tænke på henholdsvis Rasmus Nøhr og Tue West, mens Baz udforskede mere eftertænksomme, drømmende klange, der gav undertegnede associationer i retning af navne som Tim Buckley, Devendra Banhart og José González. Absolut hæderligt arbejde, og det skal blive spændende at følge alle tre sangskrivere fremover. I såvel som udenfor Århus. (Tre stjerner til hver)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA