Norsk talent har svært ved at finde melodien

Den norske sangskriver Sondre Lerche har haft mere end svært ved at finde den formel, han hev ud af ærmet til sin nu fem år gamle debut. Her var et særpræget talent med sans for den gode melodi, der kunne eksponere hjemlandet på behørig vis. Men siden er det gået ned ad bakke. Især det forrige album Duber Sessions' leg med jazz light-elementer gik op i hat og briller. På Phantom Punch har Lerche atter smidt stikket i forstærkeren og skruet op for volumenknappen på guitaren, hvor Airport Taxi Reception og titelnummeret gør sig på behørig vis. Men det ikke, fordi de ellers så kendetegnende melodier står i kø for at komme ud. Man har på fornemelsen at have hørt det hele før, et eller andet sted. Numre som The Tape, Say It All og After All er rene ligegyldigheder og når aldrig at fæstne sig. Kun den sært knitrende og hypnotiske Happy Birthday Girl gør væsen af sig. Sondre Leche er blevet et halvkedeligt bekendtskab med tiden og Phantom Punch gør ikke noget for at råde bod på dette.