Lo-fi indietronica med masser af talent, men hvor ville det have pyntet med en producer

Det bliver ikke mere indie og lo-fi end Marzipan Marzipan. Med en produktion så skrabet, at den er nærmest ikke-eksisterende, kaster den italienske multikunstner Zelda Panda (fantastisk navn!) sig ufortrødent ud på dybt vand kun udstyret med en ustemt guitar, legetøjskeyboard og amatørmusikerens uimodståelige gåpåmod. Pladens 20 skæringer bliver nu noget af en prøvelse at kæmpe sig igennem. Der er dog afgjort potentiale i hendes sensuelle stemme, naive rytmeboks og guitarbaserede melodier, som på pladens bedste momenter leder tankerne hen til Casiotone For Painfully Alones skramlede indietronica. Dette skyldes ikke mindst hendes fine tekster om livets, og især kærlighedens, op- og nedture. Numre som duetten Ecke, hvor hun får hjælp af landsmandens Marco Brosolos Cohen’ske røst, fortjener et større publikum, men det kræver, at de hæver sig over demostadiet. Panda behøver desperat en producer til at hjælpe hende med at sortere i idéerne – og ikke mindst producere dem.