The Arcade Fire
Neon Bible
Mercury Records |
Udkom 5. marts 2007 | GAFFA | 6 stjerner | |
| Læserne |
|
5,50 stjerner i snit (efter 16 stemmer) |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Dansable dommedagsprofetier fra Montreals morbide mormoner
Faneførerne i det canadiske indie-korstog Arcade Fire har ikke fået et mere lyst syn på tilværelsen siden deres geniale debut Funeral fra 2004. De morbide mormoner har tværtimod låst sig inde i en selv-erhvervet kirke og har fremtryllet et trøstesløst og skæbnesvangert dunkelt album, som bare er så forbistret svært at sidde stille til. Der synges om et støjende sort ocean i oprør, og menneskeracen er prisgivet, når frontmand Win Butler rimer albumtitlen på ”not much chance of survival.” I Windowsill lyder det “World War III, when are you coming for me?”, og selvom vi er lige lukt på vej mod Armageddon uden medfølgende apokalypse, så sidder man og hepper med, med et smil fra øre til øre. For som det hedder i Black Wave / Bad Vibrations: ”Nothing lasts forever, that’s the way it’s gotta be.” Numre som Keep The Car Running og Antichrist Television Blues er festlige som en tøndefuld af aber og som snydt ud af snuden på Springsteen (som også The Killers og Hold Steady har vist er en aldeles hip og givtig inspirationskilde.) Intervention, med eminent brug af kirkeorgel, vidner om et viljefast mod til at vælge pondus og ballast i en tid, der svælger sig i plat pomp og pragt. Neon Bible er i alt sin enkelhed et klassisk rockalbum, som lige så vel kunne have været lavet i 1977 som i 2007, men ikke af hvem som helst. Karakterskalaen burde i Arcade Fires tilfælde helt exceptionelt udvides. Vi er knap nok kommet i gang med det Herrens år 2007, og vi har muligvis allerede fundet årets album. Overgiv jer, vi er alle fortabt, men soundtracket er fedt.











25-07-09 19:33 | Besvar
Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.