Dansk soulmama i flot stil og med en behagelig blød kant

Hanne Boels mangeårige virke har altid været præget af en sund portion musikalitet, om det så har været med Martin Hall eller i den rendyrkede danske soulrock. Resultaterne har været svingende, men nu lyder det som om, at hun har fundet en af de musikalske guldårer, der med mellemrum rammer modne sangskrivere. Hun har på de sidste par album søgt tilbage til soulmusikken og den amerikansk prægede rootsrock, men det er først på Private Eye, at hun helt har fundet den rigtige tone. Og det er med en behagelig blød kant, at Hanne Boel synger sig gennem de umanerligt velarrangerede sange. Der lægges således uhyre elegant ud med Diamond Thief, og denne elegance svigtes ikke på den resterende del af Private Eye.
Som sangskriver tager Hanne Boel også mere plads på albummet, hvor hun selv har komponeret halvdelen af sangene, men det er mest i fortolkerens rolle, at Hanne Boel for alvor får det nødvendige melodiske modspil. Albummets største force er dog den tålmodighed, der præger arrangementerne.