Clipse
Hell Hath No Fury

Fire år er ekstremt lang tid i dagens musiklandskab, især når det drejer sig om rap-plader, hvor det ikke varer længe, før én plade om året ikke er nok. Clipse har godt nok prøvet at gøde med mixtapes, og gode af slagsen, men når man hører Hell Hath No Fury, så blegner alt andet. Deres debut var en coke-fyldt tour de horrors, og det har de ikke lagt bag sig, tværtimod!! Koldere, enklere, vredere, mere arrogant, mere levende og mere on-point album end Hell Hath No Fury skal man lede længe efter. Intet i verden fungerer bedre end Malice og Pusha-T på et hidsigt enkelt Pharrell-beat. Ride Around Shining, Mr. Me Too , Trill, Keys Open Doors, I rest my case! Faktisk kunne min anmeldelse bestå af ét ord, fantastisk! For selvom brødrene Thornton stort set ikke rapper om andet end coke, og deres egen storhed, så er det udført så perfekt, at man aldrig når at blive træt af det. At albummets sidste nummer, Nightmares, lykkes at få én til at slappe lidt af, samtidigt med at det stressende kryber ind under ens hud, det er bare glasuren.