Anmeldelse / Live / Mandag d. 12-02-2007 kl. 20:48

Stone Sour
Pumpehuset, København,
søndag d. 11. februar 2007

Anmeldt af Anders Frandsen
Foto: Jacob Dinesen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Fem dele hård rock og et stænk af følsomhed

+ Se hele galleriet

Stone Sour stikker ikke op for bollemælk, og det gjorde publikum heller ikke denne søndag aften i Pumpehuset, hvor forsanger Corey Taylor, som det altomfavnende midtpunkt, sørgede for en hæsblæsende aften med spredte forsøg på følsomhed.

Stone Sour har gennem store dele af sin levetid ført en tilbagetrukket tilværelse i skyggen af Slipknot, hvortil Corey Taylor blev shanghajet som afløser for Anders Colsefini, og hvor guitarist James Root også slår sine folder. I modsætning til mange andre sideprojekter er Stone Sour imidlertid ikke endt som en slatten sjat på bardisken, og det nye album ”Come What(ever) May” viser, at der stadig er masser af procenter i whiskyen.

Bandet har tilsyneladende fundet sig godt til rette med et mere følsomt udtryk i mellemkødet lige bag den hårdeste nosserock og maskemetal fra Slipknot. I den henseende var det også nærmest symbolsk, at Corey Taylor havde suppleret maskefaldet med at rage lokkerne ned til hårrøderne.

Attituden har dog ikke ændret sig, og Corey og Co. bordede Pumpehusets scene med en udstrakt lange-mand, hvorefter ballet blev åbnet med den tungt rullende 30/30-150 fra ”Come What(ever) May”.

Med sit appellerende Johnny Rotten-sneer og uforlignelige evne til at sparke gang i selv det mest forfrosne publikum, er Corey Taylor formentlig en af tidens bedste front-men, og denne aften tog det næppe mere end 30 sekunder, før han havde publikum i sin hule hånd.

Det mere følsomme udtryk til trods er lyrikken stadig direkte og uforsonlig. Og når Corey Taylor siger, at han ikke kan lide George W., så får man det knaldensparkemig at vide, så det er til at forstå. Der er således ikke stukket meget ind mellem linjerne på titelmelodien ”Come What(ever) May”, hvor George W. stilles på anklagebænken som ”the rapist of an entire nation”. Og selv om den Pink Floyd-inspirerede intro til ”Sillyworld” nok kunne lyde sødmefyldt hen over de indledende greb, så er det unægtelig svært få en klump i halsen til strofer som ”take those finger, tape ’em up, and shove them up your ass”.

Men er der ikke trolddom på læben, så er der til gengæld torden i tandkødet hos Corey Taylor, der har en stemmekraft, som kan skræmme selv de største dyr ind i skoven. Og det var da også numre som ”Made of Scars” og ”Monolith”, som blev indledt med fællesbrøl fra publikum, der stod stærkest denne aften.

Midtvejs i koncerten var der tilløb til lidt balladefaldera, da Corey i bar mave og akustisk guitar fremførte et enkelt vers af Chris Isaaks ”Wicked Game” inden han gled over i ”Bother”. Det var en velafstemt åreladning, der fik blodet til at løbe fra, inden sættet blev samlet op igen med en langsom opbygning af ”Through Glass”. Derfra fik den atter én over nakken med ”Blotter”, ”Cardiff” og det afsluttende nummer ”Tumult”, hvorefter Corey gjorde sin sortie, som han havde gjort sin entre – med et skævt smil og en hævet langemand.

Stone Sour spiller på VoxHall i Århus lørdag den 17. februar