Ny dansk disko-sekstet debuterer med et festligt, men en smule ensformigt album

Man får lyst til at hoppe i sengen eller kalde til fest på en mandag aften. Alphabeats selvbetitlede første album er et oplagt dansehit.
Sekstettens instrumentering er sjovt nok, antallet af medlemmer taget i betragtning, sparsom og gør lyden af Alphabeats diskotoner minimalistisk og let at holde af. Ikke mindst fordi produktionen heller ikke har hældt genrens så oplagte effekter og uigennemtrængelige klister ud over numrene. Sammen med trommernes beat står de gode maskuline og feminine vokaler (Anders SG og Stine Bramsen) for tyngden i numrene.
Det giver up-tempo-numre som de to singler 10.000 Nights Of Thunder og Fascination et fantastisk drive, mens det i sange med knap så meget fart på, f.eks. The Hours, bliver kedeligt og lidt for lidt.
Selvom hele albummet holder et godt niveau, så er det, som om tracklisten er prioriteret med de bedste først og de mindre gode sidst. Så at høre albummet i sin helhed bliver lidt som at hoppe i sengen – lidt ensformigt i længden.