For meget pling-plong dynamolygte og for lidt intention fra Frou Frou-stortalentet Imogen Heap

Respekt til den 29-årige Imogen Heap (eks-Frou Frou) der belånte sin London-lejlighed for at kunne skrive og hjemmeproducere soloalbum nummer to. Udsendt på eget pladeselskab opkaldt efter debuten I Megaphone (1998), der kombinerede top-sangskrivning, skævt klaverspil, elektropop og Heaps højekspressive vokal a la Tori Amos cirka samtidigt. Denne gang bejler Imogen til fans af Goldfrapp og Róisín Murphy med en fuld pling-plong synthpop-lyd. Det er både godt og skidt. På numre som Daylight Robbery og The Walk fylder Heap gradvist lydbilledet med cool sløjfer af hooks og triphop. På førstesinglen Hide And Seek sampler hun smukt sin stemme a capella. Og åbningsnummeret Headlock sætter alle forventninger i svingninger. Men resten er ren Dido/Jem/godnat med svage melodier og pinlig sangskrivning a la ”why d’ya have to be so cute? / It’s impossible to ignore you / Must you make me laugh so much / It’s bad enough we get along so well.” Alt for megen tom elektro og alt for lidt stemme og intention.