Ibrahim Electric
Studenterhus Århus,
lørdag d. 17. februar 2007
| GAFFA |   |
4 stjerner |
| Læserne |
|
Endnu ikke anmeldt af læserne |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Der var både forløsende håndklap, powerbeat og fadøl, da (københavner)fænomenet Ibrahim Electric besøgte Studenterhus Århus
Ibrahim Electric har de senere år haft en sjælden evne til at fylde spillesteder og sale rundt omkring i hele Danmark. Det er en utraditionel kvalitet at have for en trio, der kommer fra den yngre, danske jazzscene, men efterfølgende har bevæget sig ud i en langt mere folkelig gråzone, hvor der bl.a. findes teenagere, mere eller mindre flippede forældre og merchandise. Denne lørdag aften var det dog et mere entydigt ungt publikum, der mødte trioen, der til lejligheden havde medbragt den hædrede, amerikanske trombonist, Ray Anderson. Anderson deltog også på det gedigent vellykkede livealbum ”Meets Ray Anderson” (2004), og koncerten var den tredje og sidste i en miniturne, der bragte trioen til Copenhagen Jazzhouse torsdag og fredag.
Det var således et band med et solidt live-ry, der entrede scenen i et nogenlunde fyldt Pakhus og indledte med Andersons enkelt inciterende ”Funkarific”, der sparkede første sæt aldeles stift groovende i gang og lynende indrammede, hvad det er, Ibrahim Electric kan, som ikke ret mange andre på dansk grund er i stand til. Anderson havde den første solo, dernæst fulgte Jeppe Tuxen og Niclas Knudsen, og den amerikanske trombonist udfoldede også sit vanligt besindige, coole og krystallinske spil, der stod tindrende klart spændt op imod Tuxen og Knudsens mere kejtede og hårdtpumpede virtuositeter. Resten af sættet spændte fra den mere drevent messende ”Year Of The Golden Pig” over til de mere kryptiske ”Skip” og ”Red Ruling” og afsluttedes med den tilgængelige ”En Kold Fra Kassen” hentet fra trioens seneste album, ”Absinthe” (2006). Første sæt understregede de synergiske kvaliteter, Ibrahim Electric alle dage har været i besiddelse af og pegede frem mod et andet sæt, hvor et noget slumrende publikum endelig vågnede op og belønnede de spraglede udladninger, udbrud og indfald fra scenen. Andet sæt indledtes med den shufflende ”Splash”, hvor Knudsen bidrog med en aftenens mere mindeværdige soli og demonstrerede en særegen, kantet inderlighed, hvorpå Tuxen sirligt svarede igen i den efterfølgende ballade. Derefter fulgte en fortolkning af Hendrix-klassikeren ”Manic Depression”, og herfra gik det direkte mod en total, kollektiv forløsning; dels fordi mængden af spøjse indfald voksede (Pasborg indledte et enkelt nummer på orgel, Knudsen forsvandt formodentlig på toilettet og leverede senere dele af en meget lang solo på gulvet foran scenen) og dels, fordi bandet åbenbarede mere lettilgængelige og storgroovende sider af sig selv, hvilket publikum (selvsagt) var med på.
Alligevel kom Ibrahim Electric dog ikke i nærheden af at præstere, hvad de kan præstere, når synergien, publikum og de solistiske udbrud går op i en højere enhed, og scenen tilhører Copenhagen Jazzhouse og ikke Studenterhus Århus. Det skyldes (måske), at publikum et stykke hen ad vejen ikke var engagerede nok eller på den anden side, at bandet insisterede på sine egne vildveje og mindre folkelige muligheder på en aften, hvor de fleste øjensynligt var kommet for at drikke (sig mere eller mindre i hegnet), blive underholdt og fortsætte ud i den århusianske nat. Alt andet lige er Ibrahim Electric et særsyn på dansk grund, og valget af Ray Anderson er både generøst og genialt, da den sindige, amerikanske trombonist fremhæver nogle mere sitrende kvaliteter hos trioen, som ellers forbliver latente og underspillede. Derfor bliver det alligevel ikke til mere end fire stjerner, men en stor, åbenhjertig og lysende opfordring gives hermed videre til at opleve Ibrahim Electric på dette års Copenhagen Jazzfestival og se trioen score hattrick på hattrick i egne spraglede net og det endda på hjemmebane.
Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.