Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 20-02-2007 kl. 13:14

John Cale
Rust, København,
mandag d. 19. februar 2007

Anmeldt af Martin Jensen
Foto: www.ryming.dk

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Tour de force gennem 40 års walisisk sangskat

+ Se hele galleriet

Foto: www.ryming.dk

Ved den første af to udsolgte koncerter på Rust beviste John Cale mandag aften, at selvom man er blevet næsten 65 år, behøver parcelhuslavaen ikke at have begravet én i åndløshed bag rækker af hække af friværdi. Og at selvom man nærmer sig pensionsalderen, behøver det ikke at afstedkomme, at man ikke er i stand til at skrue en uforudsigelig og musikalsk fremadskuende rockkoncert sammen.

Han var ellers lidt sent på den. John Cale. Sædvanligvis er han ellers på til tiden. Men klokken var blevet nogle minutter over ti, inden han og hans væsentligt yngre og godt samspilsramte ynglinge indfandt sig på et til bristepunktet pakket Rust. Måske skyldtes den sene ankomst et pludseligt indfald af oprør. Mod tiden. Mod sin egen tid. Mod en tid, som har travlt med at skynde sig komme videre…

Men tiden var levende på Rust i går. Ikke mindst takket været en veloplagt Cale, som til lejligheden, det vil sige i anledning af hans forestående "Live Circus"-udgivelse, havde valgt at fokusere bredt. Et lige så veloplagt publikum fik således en vifte af Cale-sange, som spændte fra new electronica til ambient over rock’n’roll til country. 18 sange i alt, som vidnede om, at Cale til enhver tid har forsøgt at frigøre sig enhver form for musikalsk spændetrøje. Hvad enten Cales eksperimenterende cirkus betyder, at nogle elsker at hade ham for det.

Sorte ballader og hvid støj
Allerede i de første par numre fik vi syn for sagn for, at Cale ikke var kommet for at spille en følgerigtigt og forudsigelig koncert. Med en blanding af sfærisk trip-rock og underspillet country-hop blev vi gelejdet igennem bl.a. ”Reading My Mind” og ”Hey Ray”, inden en sand mur af hvid støj – ikke ulig nogle af de mest støjende lydflader på de første Velvet Underground-plader, ramte os. Vi fik en fremragende, guitarbåret udgave af ”Model Beriut Recital” fra Carribean Sunset (1983), som viste, at firserne trods alt har bragt noget godt med sig. To ligefremme og tungt gyngende rockversioner af ”Helen of Troy” og ”Sold-Motel”, som ledte tanken i retning af de legendariske live-album "Even Cowgirls Get the Blues" (1978) og "Sabotage" (1979).

Og så tog koncerten en low beat-drejning. Et afbræk. Med en ny sang uden titel, som mest af alt mindede om en tung, regnvåd efterårsdag i Wales, en nøgen, støvet country-version af ”Big White Cloud” fra "Vintage Violence" (1971) og en nærmest John Cage-insisterende udgave af gentagelsesvuggevisen ”Hush” fra forrige års fine "blackAcetate". Inden Cale igen fyrede op under os ved at lade den hvidt, skærende ”Outta The Bag” brage gennem Rusts ikke helt optimale rock-lokaler.

Men vi skulle ned igen. Og bæres gennem de smukke vindere ”The Chinese Envoy” ("Music for a New Society", 1982), ”Ghost Story” (Vintage Violence), “You Know More Than I Know” og “Buffalo Ballet” (Fear, 1974) samt en perfekt, skramlet og nærmest dansevenlig ”Dancing Undercover” ("Walking On Locusts", 1996). Inden vi igen skulle op på tå for at se og høre den ironiske, bidske og oplagte finalesang ”Things” ("HoboSapiens", 2003). Men det blev ikke sangen, som skulle lukke banketten. Lukkeren blev en næsten 10 minutters tour de force-udgave af ”Dirty Ass Rock’n’Roll” ("Slow Dazzle", 1975). Og en ganske sublim en af slagsen.

Nej, den gode Cale har ingenlunde glemt, hvad det handler om. At grænserne i musik er til for at blive overskredet. At intet gammelt er for gammelt til at blive nyt. Og at det handler om at være i bevægelse for ikke at gå i stå. Halvanden time i selskab med den stadig skrigende Welshman of sorts var i hvert fald nok til at overbevise undertegnede om, at intimkoncerten på Rust var en af de koncerter, man har gået og ventet på. Ikke mindst fra John Cales hånd.