Ratatat
Loppen, København

Grundet massivt snefald og stormvejr havde Deres udsendte forventet at finde et halvtomt Loppen hin kolde februaraften. Men denne forventning blev heldigvis skuffet, da et (stemings)fyldt Loppen tog imod med varme, røgtåger og electronisk indie, der kunne blæse håret tilbage på selv den mest skallede indie-tilskuer!

Efter de klassiske timers ventetid på Loppen sparkede Ratatat deres korte sæt i gang med aftenens måske mest medrivende nummer ”Loud Pipes” fra deres seneste album ”Classics”. Kombinationen af et tonstungt beat, en endnu tungere bas og en flæsende og riffende guitar blev samtlige tilstedeværende rykket med øjeblikkeligt. Wow, en start! På en gang iørefaldende og originalt, så man glemte, at der ingen vokal er.

Desværre startede koncerten med klimaks. Ikke at Ratatat ikke leverede en glimrende koncert. Med den genialt medrivende start med instrumenterne på fuld volume var publikum fanget og blev det for de flestes vedkommende til slut. Men ved at starte med gruppens måske mest medrivende nummer for at begive sig ud i gruppens mere chillede og svævende kompositioner senere i koncerten, føltes det lidt som en koncert der langsomt fadede ud.

Gruppen forlod sig dog efter den knap en time lange koncert et stort indtryk. Kombinationen af Mike Strouds geniale, og i forhold til deres albums betydeligt vildere guitar, og Evan Masts fængede og kropsrystende beats er et specielt, men iørefaldende perfekt match. Tilsat en bas, der fik fadøllene til at ryste var Ratatat med til at gøre stemningen tyk af New York-indie på den mest smittende måde. Det er på mange måder kropslig musik, der taler til rytmen og impulserne i kroppen. Fravalget af vokal understreger kun dette særegne udtryk fra Ratataternes side. Havde den indledende spilleglæde og koncerten så bare kunnet have varet lidt længere, så havde der ikke været meget at udsætte på aftenen - andet end vejret.