Hård kost for selv de mest garvede ører

På deres tredje album har det københavnske hardcoreband The Psyke Project gjort mere ud af dynamik og variation. Det illustreres glimrende på albummets åbnende skæring, The Voice Of Commandment, der lægger ud med nogle afdæmpede, men ildevarslende guitarpassager, før vokalist Martin Nielskovs uforholdsmæssigt hysteriske brøleri knuser enhver illusion og ethvert håb, lytteren end måtte have om noget blot en smule harmonisk. Albummets absolutte styrke er nogle af de lange instrumentale passager, hvor bandet rent faktisk formår at fremmane nogle ganske særegne lydbilleder og atmosfærer. Mens albummets svaghed er, at sangene i højere grad fremstår som collageagtige lydeksperimenter end deciderede sange. Af samme grund har jeg også snarere yndlingspassager end numre på Apnea. Numrene indeholder skærende kontraster, der bogstaveligt talt er skærende, idet det dissonante og ubehagelige dyrkes i så koncentreret form, at det selv for de mest garvede ører er hård kost.