Indie-rock, 60’er-pop og 70’er-psykedelia på vellykket dansk toer

Før højteknologien indhentede filmmediet, måtte man ty til Technicolor, når oplevelsen skulle være i farver. Teknikken betød, at billederne fremstod klare og langt mere mættede end virkelighedens ditto. Samme følelse af at lægge sanser til en verden med dybere, mere eventyrlige dimensioner møder man hos Gravy, der maler lydbilleder med orgler, fløjter, kor, guitarsoli og en hørbar kærlighed til både indie-rock, 60’er-pop og 70’er-psykedelia. Det sidste skulle bagmand Nikolaj Grummesgaard efter sigende have bragt sig i nærkontakt med via medikamenter, som langtfra er legale. Men syretripperier eller ej så hænger albummet fint sammen, og øret fascineres ikke mindst af den fornemme melodifornemmelse, der løber som en blid strøm under størstedelen af sangene. Glory To Our Brilliant Name har ikke umiddelbart nogle åndsfæller herhjemme, og vidste denne ydmyge anmelder ikke bedre, ville han nok have gættet på, at Gravy var en del af den neo-psykedeliske scene i USA – som jo også var landet, der i sin tid stod bag Technicolor. Syret.