Anmeldelse / Live / Torsdag d. 15-03-2007 kl. 11:11

Kris Kristofferson
Tivolis Koncertsal,
onsdag d. 14. marts 2007

Anmeldt af Martin Jensen

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Den gamle mand og drømmen

Kris Kristofferson havde engang en drøm. En drøm om at blive sangskriver. I Amerika. I Guds eget land, hvor drømme er det stof, virkeligheden er gjort af. Den drøm er for længst blevet virkelighed. Og ved gårsdagens voksen-voksen-koncert i en udsolgt koncertsal i Tivoli beviste den 70-årige country-legende fra Brownsville, Texas, at han stadig kan gå på scenen uden rollator, og at han stadig har et lyrisk overskud, som er de færreste forundt.

Med udgangspunkt i sidste års glimrende "This Old Road" blev publikum – som blandt andet talte flere grånede damer og herrer, som sagtens kunne have været hovedpersonens forældre! – således vidne til en veloplagt og ydmyg herre klædt i sort fra tå til top. 33 lyriske punktnedslag fordelt over to sæt blev det til. 33 sange, som kredsede om krig og fred. Om friheden. Om hr. Kristoffersons otte børn og disses mødre. Om barerne i Nashvilles alt for korte åbningstider. Og ikke mindst om taknemmeligheden over at være i live. Over i kærlighed at have fået den gave, livet er.

Og det var country til benet. En mand og hans guitar. Og indimellem en mundharmonika. Som det sømmer sig for en country-stjerne. Eller som Kristofferson selv udtrykte det: ”It ain’t Bob Dylan, but it is all you get”. Og publikum fik for formodentlig sidste gang lov at opleve Kris Kristofferson på dansk grund. Med tryk på formodentlig. For man har da lov at håbe, at historien gentager sig.

Ærlighedens furede ansigt
Udover at spille stort set hele materialet fra "This Old Road", heriblandt titelnummeret, den smukke, lyriske perle ”Pilgrim’s Progress”, den Willie Nelson-inspirerede genrationsode ”Final Attraction” og den fremragende, bidske ”In the News”, hvor især USA får et par ord med på vejen: ”Burning down the atmosphere and cutting down the trees/The billion dollar bombing of a nation on its knees/Anyone not marching to their tune they call it treason/Eveyone says God is on his side” – fik vi naturligvis anrettet en række hits. Deriblandt ”Me and Bobby McGee”, ”Sunday Morning Comin’ Down” og ”For the Good Times”. Serveret med lige dele mod og tysthed. For det kræver mandsmod at stå ganske alene i det stille, blå lys i Tivolis koncertsal, som normalt huser kammerorkestre og big bands. Især når der på menuen står små, blå barviser. Udelukkende.

Og det kunne da også høres. Hovedsageligt i første sæt. Undertegnede sad faktisk under de indledende knæbøjninger med en lille klump i halsen på Kris’ vegne. Og følte sig en smule beklemt ved hele situationen. Som når en skuespiller entrer scenen og tydeligvis ikke føler sig helt hjemme på de skrå.

Men det varede heldigvis ikke ved. Hvad der skete efter pausen, må stå hen i det uvisse. Men sikkert er det, at pausen gjorde another man in black godt. For hvad første sæt manglede i klarhed og performance-sikkerhed, rådede andet sæt bod på i overmål. Det var ganske enkelt fremragende. Havde onsdagskoncerten holdt dette høje niveau gennem hele den godt to timer lange koncert, havde vi været oppe på de mange stjerner. Men publikum var efter applausen at dømme ligeglade. Eller lige glade af den grund. De havde fået, hvad de kom efter. En mand og hans guitar. En mand, hvis fornemste opgave her i livet er at give tilbage, hvad han har fået. I ærlighed og taknemmelighed. Og en bunke sange, som nok skal holde langt ud over den gode Kris Kristoffersons jordiske livstid. For der er ingen sidste salgsdato på den gode country-sang.